Forsvarsminister ønsker flere sanktioner over for krænkere

Hvis ansatte i Forsvaret begår krænkelser, skal vedkommendes karrieremuligheder kunne begrænses.

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har besluttet også at undersøge omfanget af seksuelle krænkelser blandt værnepligtige. Forsvaret er i forvejen i gang med at undersøge problemet blandt de professionelle soldater. Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Ingen mulighed for at blive forfremmet eller et nej til ønsker om intern videreuddannelse.

Sådan skal Forsvaret fremover kunne sanktionere sine ansatte, hvis de begår 'kønskrænkende adfærd' over for deres kolleger.

I hvert fald, hvis det står til forsvarsminister Trine Bramsen (S), der vil have mulighederne for sådanne sanktioner undersøgt.

- Hvis man ønsker en karriere i det danske forsvar, så skal man selvfølgelig også leve op til de værdier, vi kæmper for ude i verden. Og det indbefatter ikke kønskrænkende adfærd.

- Derfor er det selvfølgelig også vigtigt for mig, at det har en konsekvens, hvis ikke man udviser respekt over for sine kolleger og sine underordnede, siger Trine Bramsen.

Ønsket om muligheden for at begrænse ansattes karrieremuligheder er et af flere initiativer, som ministeren ønsker for at komme krænkelser til livs inden for Forsvaret.

Hvorvidt ansatte også skal kunne tildeles en straf i form af for eksempel ikke at kunne blive forfremmet, selv om de ikke kan tildeles en disciplinærstraf eller strafferetlig sanktion, vil ministeren ikke kommentere på.

- De konkrete tilfælde vil det være enormt useriøst, hvis jeg begynder at sidde og forholde mig til. Men hvis vi vil sætte ind over for kønskrænkende adfærd, så er vi selvfølgelig også nødt til at have nogle sanktioner.

Spørgsmål: Hvis man tildeler en disciplinærstraf for kønskrænkende adfærd, og man vurderer, at vedkommende ikke er egnet som leder i fremtiden. Hvorfor så ikke give en fyreseddel i stedet for at lade vedkommende blive på sit nuværende niveau?

- Der er jo meget forskel på typen af forseelser. Der kan være noget, der handler om en utrolig krænkende bemærkning.

- Og der kan være tale om rigtig grove tilfælde, der går så langt over stregen, at de bliver til strafferetlige sager. Det er selvfølgelig væsentligt, at sanktionerne står mål med forseelsen, siger Trine Bramsen.

At kunne fratage en ansat i Forsvaret muligheden for eksempelvis at videreuddanne sig eller blive forfremmet modtages med skepsis af Flemming Vinther, formand for HKKF, soldaternes fagforening.

- Jeg vil først og fremmest gerne understrege, at jeg har ikke noget til overs for de mennesker, der ikke kan opføre sig ordentligt i vores omgang med hinanden.

- Når det er sagt, så står jeg også på mål for tusindvis af medlemmer, der opfører sig pænt og ordentligt hver dag og deres retssikkerhed. Og det er utrolig vigtigt, at der er en retssikkerhed og en transparens i det her system.

Man bør i højere grad gribe sagerne an ved at kræve en omgående adfærdsændring, hvis det ikke skal resultere i en fyreseddel, mener Flemming Vinther.

Forsvaret er netop nu i gang med en undersøgelse af omfanget af seksuelle krænkelser.

/ritzau/