Danmarks forsvarsminister, Jeppe Bruus (S), har mandag besøgt den ukrainske hovedstad, Kyiv.

Her mødtes han med blandt andre Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj.

Det oplyser Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.

Besøget skulle blandt andet understrege regeringens støtte til Ukraines kamp mod Rusland.

Det er Jeppe Bruus' første besøg i Ukraine som forsvarsminister.

Forsvarsministeren understreger det gode samarbejde mellem Ukraine og Danmark, som ifølge pressemeddelelsen kom til udtryk under mødet mellem Zelenskyj og Bruus.

- Jeg er i Ukraine for at understrege, at Danmark fortsat er fuldt engageret i støtten til Ukraine.

- Danmarks forsvar starter i Ukraine, og ukrainerne kæmper hver dag for vores fælles sikkerhed, lyder det fra Jeppe Bruus i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at Ukraine er en central partner i udviklingen af fremtidens forsvar.

- Erfaringer fra frontlinjen og forsvaret af de ukrainske storbyer giver værdifuld indsigt i moderne krigsførelse, siger forsvarsministeren.

Derudover deltog ministeren også i besøg hos droneaktører i Ukraine samt en række virksomheder i den ukrainske forsvarsindustri.

Ifølge Forsvarsministeriet skulle besøget hos droneaktørerne give indblik i Ukraines brug af droner på slagmarken.

Til sidst mødtes forsvarsministeren også med den ukrainske forsvarsminister, Mykhailo Fedorov, og viceforsvarsminister, Serhii Boyev, for at drøfte Ukraines militære behov og fremtiden for initiativet Build With Ukraine.

Build With Ukraine skal hovedsageligt sørge for, at ukrainske forsvarsvirksomheder kan etablere produktion uden for Ukraine.

Ifølge Forsvarsministeriet skal initiativet blandt andet skabe muligheder for teknologioverførsel og samarbejde mellem ukrainske og europæiske virksomheder.

- Ukraine har vist vejen, særligt når det gælder nytænkning og højteknologisk innovation.

- Det skal vi lade os inspirere af og arbejde for at etablere et tilsvarende struktureret og ambitiøst samarbejde mellem Forsvaret, forsknings- og produktionsmiljøerne i Danmark, lyder det fra Jeppe Bruus.

/ritzau/