Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech

Gitte Lillelund Bech bliver et en alt andet end kedelig minister. Som økonom og politiker med smag for de hårde emneområde ligger forsvaret med dets krav om kontante beslutninger lige til højrebenet.

Gitte Bech Lillelund bliver ny forsvarsminister efter Søren Gade. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Lüthcke
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forsvarsminister Gitte Lillelund Bech er sprudlende. Let til latter, og der taler vi ikke om en fin lille kluklatter, men om en latter som en rundsav, som en partifælle udtrykker det. Og kontant i sine synspunkter og meldinger.

Nogenlunde sådan kan soldater og andre ansatte i og omkring forsvaret forvente at møde Danmarks første kvindelige forsvarsminister. Hun hører så absolut til blandt de skrappe mostre, som sætter liv i kludene og profil på Venstre - damer som Birthe Rønn Hornbech, Britta Schall Holberg og Karen Jespersen og flere endnu.

LÆS OGSÅ: Her er alle de nye ministre i Lars Løkke Rasmussens rokade

Gitte Lillelund Bech var med i baggrunden, da det seneste forsvarsforlig blev indgået i sommer. Dengang forsvarede hun med næb og klør, at SF fik adgang til klubben af partier bag forsvaret. Hendes partifælle, den nye udviklingsminister Søren Pind, havde ellers både i en klumme i Berlingske Tidende og på et gruppemøde advaret mod at inddrage SF.

Gitte Lillelund Bech er lige fyldt 41, og er gift med departementschefen i Klimaministeriet, Thomas Egebo, som flyttede ind hos Gitte Lillelund Bech i 2006. Det gik ikke helt stille af, for Thomas Egebo forlod et ægteskab med fire børn, mens Gitte Lillelund Bech, der ikke selv har børn, droppede sin post som trafikordfører for at undgå risikoen for habilitetsproblemer. Men parret tog pressens interesse lige forfra, og så var den ikke længere.

Samme år blev hun formand for Udenrigspolitisk Nævn. Det er en særdeles prestigefyldt og vigtig opgave, men ligesom forgængerne er det ikke lykkedes hende at sikre den fortrolighed fra nævnets møder, som nævnet som eneste udvalg ellers er underlagt ved lov. Det var med Gitte Lillelund Bech som formand, at nævnet kom til at spille en rolle i lækagesagen i april 2007.

Allerede inden forsvarsminister Søren Gade orienterede nævnet om Jægerkorpsets forestående mission til Irak, var nyheden lækket til TV2. Og efter nævnets møde lækkede den til Morgenavisen Jyllandsposten. Den lækkede historie blev som bekendt dråben, der udløste Søren Gades afgang.

Gitte Lillelund Bechs største udfordring findes i Helmand-provinsen. Hun skal holde sammen på et forsvar, hvis økonomi og mandskab er mere presset af indsatsen end nogen havde drømt om. Og hun skal holde partierne samlet bag forsvarsforligets udmøntning i en situation, hvor der skal træffes upopulære beslutninger mens en valgkamp nærmer sig.

Oven i kommer beslutningen om køb af kampfly, hvis hun da ikke sparker den sag til afgørelse engang ud i fremtiden. Hun har som medlem af forsvarsudvalget og Forsvarskommissionen en faglig ballast, selv om hendes interesse for militært hardware ikke har virket helt overbevisende.

- Hun var vist mest interesseret i, om man kunne få kampfly i lyserød udgave, lyder det muntert fra en deltager i forsvarsudvalgets besøg hos flyproducenterne, der konkurrerer om at sælge nye fly til Danmark.

Gitte Lillelund Bech er dog ikke kun interesseret i lyserødt, men har tværtimod engageret sig i ligestillingspolitik, også internationalt.

Hendes styrke er en solid politisk erfaring som ordfører og udvalgsformand og et godt kendskab til Danmarks sikkerheds- og udenrigspolitiske interesser. Hun er arbejdsom grænsende til det perfektionistiske, lyder skudsmålet. Fair og med tendens til at indtage mor-rollen i Venstres folketingsgruppe. Hun har prøvet rollen som vandbærer inden hun bliver minister, hvilket tæller positivt blandt politiske kolleger.

Svagheden kan blive netop trangen til at dyrke petitesser og akkuratesse, så hun taber pusten og mister overblikket, lyder en vurdering.

Den tidligere udenrigsminister, nu næstformand i Udenrigspolitisk Nævn, Mogens Lykketoft, giver den nye forsvarsminister et godt skudsmål med på vejen. Hun har orden  i sine sager, er godt forberedt, ordholdende.

- Hun vil ligesom Søren Gade nok også være optaget af at fastholde den brede politiske opbakning til forsvaret, tilføjer han.

Gitte Lillelund Bech er cand.merc.mat, og har inden den politiske karriere arbejdet som økonom i Danske Bank, COWI og Nykredit. Det er hårde emner, der ligesom forsvarspolitik kræver kontante beslutning.

C.V:

· Født 21. januar 1969 i Århus, datter af lektor Jørgen Bech og laborant Helle Lillelund Bech. Gift med Thomas Egebo, departementschef i Klima- og Energiministeriet.

· Gitte Lillelund Bech er uddannet cand.merc.mat. fra Handelshøjskolen i København i 1992.

· Hun har tidligere arbejdet som Financial Analyst i Danske Bank, Financial Specialist og konsulent i COWI Rådgivende Ingeniører, og som økonom i Nykredit.

· Gitte Lillelund Bech har været Venstres kandidat i Gladsaxekredsen siden 1996. Hun blev valgt ind i Folketinget i 1999, og har siden varetaget en række ordførerposter for Venstre. I 2001-2005 var hun uddannelsespolitisk ordfører, i 2005-2006 transportpolitisk ordfører, fra 2007 har hun været indfødsretsordfører og 12. januar 2010 blev hun også udnævnt til udviklingsordfører. Siden 2006 har Gitte Lillelund Bech desuden været formand for Det Udenrigspolitiske Nævn.

· I 1999 stillede Gitte Lillelund Bech op som kandidat til Europa-Parlamentet for Venstre.