Forsvarsledelse forsøgte at begrænse forskeres medieudtalelser
Dokumenter viser, at Forsvarets ledelse ville begrænse formidlingen til befolkningen, skriver Berlingske.

Dokumenter viser, at Forsvarets ledelse ville begrænse formidlingen til befolkningen, skriver Berlingske.

Intern kommunikation viser, at Forsvarskommandoen (FKO) og Forsvarsakademiet (FAK) i løbet af sommeren 2025 arbejdede på en udførlig plan, der skulle begrænse FAK's kommunikation til offentligheden.
Det skriver Berlingske, der har fået aktindsigt i dokumenterne.
Planen skulle med forsvarschef Michael Hyldgaards egne ord "skrue ned for Forsvarsakademiets formidling til den brede offentlighed", skriver mediet.
Det fremgår, at planen siden er blevet aflyst. Det er blandt andet sket efter et møde med flere kritiske ordførere fra forligskredsen, samt efter at FAK selv blev i tvivl om, hvorvidt dele af planen var i strid med grundloven.
Forsvarschefen ville forbyde Forsvarsakademiets ansatte at optræde i uniform, når de var i medierne.
Det var denne del af planen, som John Boye Rasmussen, der er stabschef ved akademiet, rejste tvivl om.
Derudover ønskede Hyldgaard ifølge dokumenterne mere fokus på videreformidling til Forsvaret, samt "periodiske møder" med chefen for FAK, generalmajor Flemming Mathiasen, for at godkende forskning og deltagelse i tv-programmer.
Disse dele af planen er ifølge Berlingske en del af det endelige direktiv, der er sendt fra FKO til FAK.
Berlingske har tidligere beskrevet, hvordan forskere fra akademiet følte et internt pres, når de udtaler sig i medierne om Danmarks oprustning.
Da stod Peter Viggo Jakobsen og Anders Puck Nielsen, der er blandt de mest synlige forskere på Forsvarsakademiet, frem med deres erfaringer.
Peter Viggo Jakobsen fortalte, at der på briefinger er blevet sendt "signaler", som gør, at de ansatte forskere holder sig tilbage med at udtale sig om forligsrelaterede emner.
Det refererer til de konkrete politiske beslutninger om Danmarks oprustning, som forsvarsforligskredsen på Christiansborg træffer.
Udover de to navngivne forskere talte Berlingske med en række anonyme ansatte på Forsvarsakademiet, der berettede om samme pres.
Berlingske har uden held forsøgt at få en kommentar fra både Michael Hyldgaard og fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V).
/ritzau/