Forslag: Jagtvej 69 skal huse hjemløse i København

Grunden Jagtvej 69 i København skal omdannes til boliger for hjemløse, foreslår de Radikale i Københavns Borgerrepræsentation.

Foto: Nils Meilvang.
Læs mere
Fold sammen

Der er et kæmpe behov i København for at finde husly til byens hjemløse. Det mener de Radikale i Københavns Borgerrepræsentation, der har kastet deres kærlighed på Jagtvej 69, som har stået tom siden nedrivningen af ungdomshuset i 2007.

»Igennem tiden har der været mange planer om brug af grunden, men intet er endnu blevet en realitet. Derfor skal der nu en egentlig plan på bordet, og vi foreslår at opføre hjemløseboliger på grunden,« siger teknik- og miljøordfører Mette Annelie Rasmussen (R) i en skriftlig kommentar.

Hun ærgrer sig over, at planerne for den fremtidige anvendelse af Jagtvej 69 stadig ligger hen i det uvisse.

Ifølge de Radikale er modulbyggerier på grunden en »optimal løsning« på udfordringen med at finde tag over hovedet til de hjemløse.

»Jagtvej 69 har en lang historie, hvor social imødekommenhed har været i hovedsædet. Derfor synes vi, at brug af grunden gerne skulle have et socialt sigte. I samarbejde med grundejer vil vi nu kigge på muligheden for at bygge hjemløseboliger på grunden,« siger Mette Annelie Rasmussen.

Hun mener, det er oplagt at etablere »lettere boligkonstruktioner« og nævner gode erfaringer med den slags i udlandet.