Forsker: Mindsteløn kan være støtteben til den danske model

Der kan sagtens indføres en fast mindsteløn, uden at det undergraver den danske model, vurderer en arbejdsmarkedsforsker. Fagbevægelsen dumper alligevel FTFs forslag.

Fagbevægelsen har altid værnet om den danske model, og de ønsker ikke, at noget skal skade arbejdsgivernes og lønmodtagernes ret til at forhandle overenskomster uden statens indblanding.

Derfor vækker det røre blandt fagforbundene, at formand Bente Sorgenfrey fra hovedorganisationen FTF nu kræver en lovbestemt mindsteløn.

Men fagbossernes bekymring er måske ikke så velbegrundet, for der er faktisk en mulighed for at fastsætte en mindsteløn, uden at det går ud over den danske model. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.

»Jeg har selv advokeret for en norsk model, hvor man almengør overenskomsterne. Det betyder, at man stadig lader det være op til arbejdsmarkedets parter at forhandle overenskomster og fastsætte løn og ansættelsesvilkår. Derefter skal Folketinget ophæve det, parterne bliver enige om, til lov,« forklarer han.

Norge har ifølge arbejdsmarkedsforskeren stor succes med netop den model, hvor politikerne ikke blander sig i fastsættelsen af lønnen, men hvor der stadig er en fast mindsteløn.

»Det er faktisk et støtteben til den danske model, og det er bestemt ikke noget, der undergraver den. Det er ikke en lovgivning, der erstatter partsstyring. Det er partsstyring i den forstand, at arbejdsgiverne og lønmodtagerne kan tage hinanden i hånden og gå op til Christiansborg og bede politikerne gøre det, de er blevet enige om, til lov. På den måde bliver det almengjort til hele arbejdsmarkedet,« pointerer Flemming Ibsen.

Samtidig vil en mindsteløn være et vigtigt værn i kampen mod social dumping, betoner forskeren. Det er en pointe, som Bente Sorgenfrey også har brugt i sin argumentation.

»Flere europæiske lande indfører mindsteløn i takt med, at bevægeligheden over grænserne stiger, og vi bliver nødt til at forholde os til, at der er stadig flere lønmodtagere i Danmark, som ikke er omfattet af en overenskomst,« siger FTF-formanden til Berlingske.

Men alligevel takker flere fagforeningsformænd nej til idéen om en fast mindsteløn. FOA-formand Dennis Kristensen er bange for, at det kan »lave ridser i den danske model«, mens HK-formand Erik Simonsen frygter, at en lovbestemt mindsteløn ville ramme hans medlemmer - hovedsagligt butiks- og kontoransatte - særligt hårdt.

»På HK-området vil en lov om mindsteløn betyde én ting: Mindstelønnen vil automatisk blive den mindste løn, især inden for detail- og lagerområdet, og det vil blive nærmest umuligt at aftale en højere løn end mindstelønnen,« siger han i en skriftlig kommentar.

Formanden for 3F, Per Christensen, frygter, at »den danske model vil dø«.

»Mindsteløn. Ja, tak. Men ikke lovbestemt. Den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler, er den bedste model. I de lande, hvor man har en lovbestemt mindsteløn, er den ofte meget lav,« siger han.

Den kristelige fagforening Krifa er derimod begejstret for tanken om en fast mindsteløn.

»Vi tænker, at det er et rigtig godt forslag og en god måde at dæmme op for social dumping på. Vi tror ikke på, at overenskomsterne kan sikre alle danske lønmodtagere, og derfor er det en nødvendighed med lovgivning,« siger formand Søren Fibiger Olesen.

De to øvrige store hovedorganisationer, LO og AC, vil ikke kommentere FTFs forslag.