Fremtidens teknologi skal løse klimakrisen.
Argumentet har enhver, der følger politik og klimadebatter, stiftet bekendtskab med. Og regeringens grønne vagthund, Klimarådet, har da også før kritiseret politikerne for netop at bruge det argument.
Nu møder Klimarådets kritik opbakning fra sprogforsker Søren Beck Nielsen fra Københavns Universitet, der har analyseret en række politiske debatter fra DRs program »Debatten«. Det skriver Politiken.
Konklusionen?
Politikere og folk fra brancher, der belaster klimaet, henviser ofte til fremtidens teknologi som det, der skal løse klimakrisen.
»Det har overrasket mig, hvor slagkraftigt et kort det er. Teknologien bliver forbløffende ofte nævnt af folk, som prøver at argumentere imod, at vi skal have flere afgifter og en bekostelig og indgribende omstilling af samfundet. Teknologien er blevet et jokerkort i debatten,« siger Søren Beck Nielsen.
På den måde fraskriver de sig ifølge Søren Beck Nielsen ansvaret for reduktionen af CO₂.
Ministeren er mere optimistisk
Argumentet bliver dog ikke kun fremført i debatter.
Også i regeringens planer for, hvordan Danmark skal nå sine klimamål, bliver der satset på teknologier, der stadig er under udvikling, hvilket kritiseres i Klimarådets rapporter.
»Der er på nuværende tidspunkt for høj risiko for, at regeringens skitserede vej ikke vil bringe Danmark i mål,« lød det for eksempel i en rapport fra februar i år.
Ifølge Klimarådet mangler der kort og godt konkret evidens for, at teknologierne virker.
Klimaminister Lars Aagaard (M) er dog ikke helt så kritisk over for teknologiske løsninger.
»Det er måske et af de punkter, hvor jeg er mere optimistisk stemt end Klimarådet. Det er klart, at der er usikkerhed ved nye teknologiske løsninger. Men for eksempel CO₂-fangst ved vi godt, hvordan man skal gøre, sagde ministeren til DR.