Det lykkedes ikke lønmodtagerne at få finansminister Nicolai Wammen (S) til at fravige udgangspunktet om en økonomisk ramme på 8,8 procent.
Det siger arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl, Aalborg Universitet, efter en toårig overenskomstaftale søndag faldt på plads for 190.000 statsansatte.
- Lønmodtagerne er ikke lykkedes med at få indrømmelser ud af arbejdsgiverne i forhold til størrelsen på lønrammen.
- Man har så fået nogle andre ting - mere fleksibilitet, flere penge på barsel, som også var nogle af de kerneområder, man gik til forhandlingerne med.
Ud over lønstigninger er parterne blandt andet blevet enige om at give medarbejdere mulighed for at opspare afspadsering og særlige feriedage til senere afvikling.
Endvidere indgår også forbedrede barselsvilkår med tre ugers ekstra barsel til fædre og medmødre.
Der vil formentlig være nogle statsansatte, der reagerer med skuffelse på resultatet, forudser Laust Høgedahl.
- Det første, lønmodtagerne kigger på, er, hvor meget der ligger i lønrammen. Når man har talt om en forventning på et tocifret tal, så er der sikkert nogle, der vil blive skuffet.
- Men nu skal fagforeningerne jo så rulle hele aftalen ud og vise, hvad der er af gode ting i form af fleksibilitet og barsel - nogle af de lidt blødere områder, der alligevel giver fordele til lønmodtagere, siger han.
Laust Høgedahl havde selv spået, at det ville være endt med, at parterne var mødtes et sted på midten i forhold til Wammens udgangspunkt og lønmodtagernes krav om en tocifret lønstigning.
- Normalt vil man se begge parter bøje sig ind mod midten. Så det er en smule overraskende.
- Men der er også sket meget i forhold til prognoserne fra den private sektor, mens der er blevet forhandlet. De ser mere dystre ud nu, end da man startede, siger Laust Høgedahl.
Efter staten er det nu kommuner og regioner, der skal forhandle aftaler på plads med lønmodtagerne. Her vil man kigge meget på søndagens aftale for de statsansatte.
- Staten er helt afgørende i den offentlige sektor. Det er storebroren. Nu har man så sat en ramme, som både kommuner og regioner kan bruge i deres forhandlinger. Så nu skal de i arbejdstøjet og se, om de kan nå et forlig, siger han.
Resultatet skal godkendes ved afstemninger i alle organisationerne, så de nye aftaler kan træde i kraft 1. april, hvor de gamle udløber.
/ritzau/