Forlig hæmmer en ny regering

Aage Frandsen: Det samarbejdende folkestyre, hvor regeringen og et antal partier i Folketinget indgår brede forlig, opfattes almindeligvis som noget positivt. Det er det også, men ikke uden problemer.

Aage Frandsen, Tidligere folketingsmedlem for SF Fold sammen
Læs mere

S-R-SF-regeringen er bundet af en række forlig, som betyder, at alle forligspartnere skal være enige om den politik, der skal føres på de områder, som forligene omfatter. Der er tale om mange forlig, som regeringen er bundet af. 62 vigtige forlig har jeg opgjort det til på www.aabenhedstinget.dk i fortegnelsen over »vigtigste politiske aftaler og forlig«.

Det gælder for eksempel forlig om universiteterne, gymnasierne, folkeskolen, læreruddannelserne, 10. klasse, SU, telelovgivningen, satspuljen, førtidspensionen, Nordsøolien, den almene boligsektor, den såkaldte ghettoplan, lukkeloven, tilbagetrækningsreformen, krigsindsatsen i Afghanistan, forskellige bankpakker og forskellige trafikaftaler, herunder Femern Bælt-forbindelsen og den nye metroring. Det er langt flere forlig, end VK-regeringen var bundet af i 2001.

S, R, SF, V og K er med i alle de 62 forlig. DF i 53, LA i 21 og EL i 6. Når V og K er med i alle forlig, hænger det sammen med, at langt de fleste forlig er indgået med de to partier som regeringspartier i perioden 2001-11. Det samme ligger til grund for DFs deltagelse i mange forlig.

Når de nuværende tre regeringspartier er med i alle forlig, skyldes det den forligsnorm, som er skabt på Christiansborg, og som bl.a. indebærer, at et regeringsparti, der er med i et forlig, trækker de andre regeringspartier med ind i forliget. Socialdemokraterne var således med i forligskredsen omkring universiteterne og folkeskolen. Det var R og SF ikke. Det er de nu med regeringsdannelsen. På tilsvarende måde var R med i aftalerne om Nordsøolien, lukkeloven, ghettoplanen og den almene boligsektor, og nu er S og SF også med som følge af regeringsdannelsen.

SF er det af de tre regeringspartier, der inden regeringsdannelsen var med i færrest forlig. SF er nu kommet med i alle de forlig, som S og R er med i. Heriblandt er forliget om krigsindsatsen i Afghanistan. Dansk Folkeparti har godt nok været ude med, at DF ikke vil have SF som forligspartner. Søren Espersen har udtalt sig, som om DF har vetoret. Det er ikke tilfældet ifølge den forligsnorm, som har eksisteret i årtier. Der er flere eksempler på, at regeringspartier trækker hinanden med i forligene, for eksempel trak Venstre De Konservative med ind i folkeskoleforliget i både 1982 og 2001 på det eksisterende grundlag. De andre forligspartier havde ikke nogen vetoret.

Derfor sad De Konservative med ved bordet ved det første møde i forligskredsen om folkeskolen efter folketingsvalget i 2001, selv om partiet ikke var med i forliget fra 1993. Ministeren bemærkede blot, at med regeringsdannelsen var forligskredsen blevet udvidet. Det må ifølge forligsnormen også være tilfældet, når forligskredsen bag krigsindsatsen i Afghanistan mødes. Kan DF ikke holde ud at sidde i forligskredsen med SF, er det DFs problem.

For S-R-SF-regeringen kan det blive ganske besværligt at skulle føre politik ud fra, at man er bundet af mange forlig, hvoraf de fleste er indgået, da VK sad for bordenden. Enkelte forlig udløber fra årsskiftet. Det gælder aftaler om politiet, energien og Det Kongelige Teater. Her kan regeringen lave nye aftaler, hvor den ikke er afhængig af alle gamle forligspartnere. Det samme vil være tilfældet med de 12-15 forlig, der udløber de kommende par år.

I den anden ende af skalaen er der 28 forlig ud af de 62 som ikke har nogen udløbsdato, og 7-8 forlig, der har en meget sen udløbsdato.

Det kan være fornuftigt med forholdsvis brede forlig og med en lang forligsperiode, når det for eksempel gælder store trafikinvesteringer som forbindelsen over Femern Bælt og Metroen i hovedstaden. Derimod burde en række andre forlig, som i dag ikke har en udløbsdato, have en sådan, for eksempel folkeskoleforliget. I 2001 brød VK-regeringen det eksisterende folkeskoleforlig, da den ikke kunne få forligskredsen med til at afskaffe kommunernes pligt til at tilbyde modersmålsundervisning. At bryde et forlig er ikke en acceptabel måde at løse den slags problemer på.

Hvis S-R-SF-regeringen skulle have sikret sig en rimelig handlefrihed, burde partierne før valget have opsagt en række forlig. Nu kan det først ske med virkning fra det kommende folketingsvalg. Indtil da har V, K og DF som gamle forligspartier reelt mere indflydelse på for eksempel folkeskolen end regeringspartierne R og SF. De hidtidige forligspartier S, V, K og DF har aftalt en række forhold om folkeskolen, for eksempel obligatoriske test, som R og SF har været imod. Men det er de to regeringspartier nu bundet af, og ændringer kan kun foretages, hvis alle seks partier er enige.

Nok har Danmark fået en ny regering, men på en del områder er den bundet af forlig med V, K og DF. Det havde vel været rimeligt, at der fulgte en anden politik med, når der kom et nyt flertal i Folketinget og en anden regering. Men det havde så forudsat, at de pågældende forlig var blevet opsagt før folketingsvalget.