Mikkel Frey Damgaard, der tidligere har været vært på DR-programmer som »Detektor«,«Deadline« og  på DR 2 skal fremover have sin daglige gang i Miljøministeriet.

Han er nemlig blevet ansat som taleskriver for miljøminister Magnus Heunicke (S).

Det skriver Mikkel Frey Damgaard på Facebook.

Han er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men for nogle år siden sprang han ud som forfatter med udgivelsen af bogen »Sørgekåben« (2019), og han har ligeledes arbejdet som naturvejleder.

Det er langt fra første gang, at en forfatter bliver ansat som taleskriver i et ministerium – faktisk er det ikke engang første gang, det sker i Miljøministeriet.

Således blev forfatteren Peder Frederik Jensen i efteråret 2019 ansat som taleskriver i Miljøministeriet, dengang Lea Wermelin (S) var minister på stedet, men allerede i foråret 2020 sagde han op.

Sidenhen har han overfor Dagbladet Information gjort det klart, at mens han havde håbet på at bruge sine sproglige kundskaber til at fremme den grønne sag, endte de med mest af alt at blive brugt på at sikre ministerens genvalg.

Ligeledes har Berlingske for nylig bragt historien om, hvordan den profilerede forfatter Kaspar Colling Nielsen i 16 måneder fra efteråret 2019 og frem oplevede tjansen som taleskriver for den daværende klimaminister Dan Jørgensen (S).

Ligesom Peder Frederik Jensen havde Kaspar Colling Nielsen taget jobbet i håbet om, at han kunne give klimaet og den grønne omstilling en stemme.

I stedet endte han med at finde sin tid i ministeriet »frustrerende«, »en skuffelse« og decideret »meningsløs«, som han sagde til Berlingske.

Kaspar Colling Nielsen fortalte, hvordan han brugte enorme mængder tid på at få taler godkendt i statens store bureaukrati, samt hvordan han skrev utallige taler, som aldrig så offentlighedens lys.