Forening: For mange grænser for ægteskab

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen og Dansk Folkeparti sætter alt for mange grænser for ægteskabet, mener foreningen Ægteskab uden Grænser.

Som led i udlændingeaftalen bliver det i fremtiden sværere at få familiesammenføring til Danmark. Det vækker kritik hos foreningen Ægteskab uden Grænser, som arbejder for at sikre danske borgeres ret til frit at vælge deres ægtefælle.

- Det er utroligt, at man bliver ved med at gøre det sværere og sværere at leve et familieliv i Danmark. Vi kan ikke forstå baggrunden for det, også når vi i fremtiden får brug for mere arbejdskraft, siger talsmand for foreningen Lars Kyhnau Hansen.

Som en del af den nye udlændingeaftale skærpes tilknytningskravet. Med de nuværende regler skal den herboende og ansøgerens samlede tilknytning til Danmark være større end deres samlede tilknytning til et andet land.

I fremtiden skal parrets samlede tilknytning til Danmark derimod være væsentligt større end deres samlede tilknytning til et andet land.

- Alle unge danskere skal igennem et langt forløb, hvor de skal leve adskilt, og hvor den udenlandske ægtefælle skal komme til Danmark flere måneder ad gangen for at opfylde kravet. Det tror jeg ikke, der er mange, der vil gøre, siger Lars Kyhnau Hansen og fortsætter:

- Det kommer til at betyde en markant stigning i antallet af dansk-udenlandske familier, som frivilligt eller påtvunget vælger at bo i et andet land.

Udlændingeaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti betyder desuden, at den nuværende 24-års-regel kombineres med et pointsystem, der blandt andet belønner færdiggjort uddannelse, erhvervserfaring og sprogkundskaber.

/ritzau/