Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det danske dagpengesystem er håbløst forældet og nærmest en hån mod de personer, der har gode uddannelser, gode lønninger og korte ledighedsperioder. Sådan lyder budskabet ifølge Politiken fra Ingeniørforeningen IDA, der efterlyser en reform af dagpengesatserne.
Ifølge IDA skal det være muligt for de ledige at få udbetalt et højere dagpengebeløb i de første måneder af deres ledighedsperiode, så overgangen fra fuld løn til dagpenge ikke bliver en økonomisk kløft, skriver avisen.
»I modsætning til andre sociale ydelser som eksempelvis kontanthjælpen er dagpengesatserne ikke reguleret op i takt med lønudviklingen. Det betyder, at det er en sand katastrofe at miste jobbet, hvis man bare har en mellemgod indkomst. Dagpengene er så små, at man alligevel er tvunget til at gå fra hus og hjem,« siger Morten Thiessen, formand for IDAs Arbejdsmarkedsudvalg, til Politiken.
Han tilføjer:
»Selv om vi sikkert får en på janteloven, er det på tide at sige ligeud, at vi har svært ved at forstå et dagpengesystem, der belønner dem, der ikke har nogen uddannelse, og som derfor har lange ledighedsperioder, mens vi straffer dem, der har valgt at uddanne sig og derfor har mindst risiko for at miste jobbet«.
Løsningen er en højere dagpengesats, der giver mening for andre end de ufaglærte, mener Morten Thiessen, og det er ifølge ham ikke godt nok, at en ingeniør kun får dækket omkring 40 procent af sin løn via dagpengesystemet.
Den nuværende dagpengesats ligger omkring 17.000 kroner om måneden. IDA foreslår, at man arbejder med et maksimalt månedligt dagpengebeløb omkring de 25.000 kroner, skriver Politiken.
Dansk Metal støtter forslaget om et højere dagpengebeløb i første del af ledighedsperioden.
»Vi synes, det er dybt problematisk, at vores medlemmer ikke får kompenseret en større del af deres løn, hvis de skulle være så uheldige at miste jobbet. De må leve med en kompensationsgrad på cirka 55 procent i snit,« siger Torben Poulsen, arbejdsmarkedspolitisk chef i Dansk Metal.
Regeringen har bedt forhenværende skatteminister Carsten Koch (S) om at lede arbejdet i en dagpengekommission, der skal komme med forslag til, hvordan et fremtidigt dagpengesystem skal se ud. Det måtte gerne bane vej for en reform af dagpengesystemet, mener IDA og Dansk Metal.
Kommissionen skal ifølge Politiken fremlægge sine anbefalinger inden foråret 2015.