Lovkravet om nedsat forældrebetaling til daginstitutioner er blevet udskudt med et halvt år til 2027.
Det skriver nichemediet NB Økonomi, der blandt andet skriver om kommunernes økonomi.
Det var ellers meningen, at det skulle blive et lovkrav allerede fra næste år.
I regeringens finanslovsudspil for 2026 blev der afsat mere end 1,6 milliarder kroner, som blandt andet skal føre til billigere børnepasning.
Over for TV 2 bekræfter børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) beslutningen.
- Til gengæld får kommunerne allerede pengene om få uger og har lovet, at de i videst muligt omfang vil nedsætte forældrebetalingen allerede fra 2026.
Den billigere børnepasning skal blive til virkelighed ved at sænke loftet for den maksimale forældrebetaling for en institutionsplads fra 25 til 21,3 procent af den samlede pris.
Den årlige forældrebetaling står i gennemsnit til at blive nedbragt med 3200 kroner.
Besparelserne vil dog afhænge af, hvilken kommune forældrene bor i. Det skyldes, at nogle kommuner i dag udnytter loftet på 25 procent, mens andre kommuner har en lavere forældrebetaling.
Når loftet for forældrebetaling skal sænkes, vil det betyde, at kommunernes tilskud til en institutionsplads stiger, da det er den enkelte kommune, der betaler resten af udgifterne til pladsen i dagsinstitutionen.
Finansloven blev præsenteret under et pressemøde i oktober. Det er kun De Konservative, der er med i finansloven blandt Folketingets oppositionspartier.
Partierne bag vil også have 1360 ekstra ansatte i dagtilbud i landets kommuner.
/ritzau/
