For tre år siden ringede journalisterne pludselig til Kaspar Colling. Nu sker det igen. Har forfatteren forudset Socialdemokratiets store drøm?

I 2017 udgav Kaspar Colling Nielsen romanen »Det europæiske forår«. Her sender regeringen flygtninge til en dansk by i det afrikanske land Mozambique. I sidste uge blev et omstridt lovforslag fra Socialdemokratiet førstebehandlet. Regeringen vil sende spontane flygtninge til et tredjeland i eksempelvis Afrika. Har Kaspar Colling Nielsen forudset regeringens politik?

I 2017 udkom Kaspar Colling Nielsens roman »Det europæiske forår«. Bogen er en fremtidsroman, hvor Mette Frederiksen er statsminister, og regeringen har haft held til at etablere en flygtningeby, som er en dansk diplomatisk zone, i det afrikanske land Mozambique. Søren Bidstrup

Kaspar Colling Nielsen har egentlig ikke lyst til at tale om det her. Han frygter at blive misforstået.

Emnet er ømtåleligt og prekært, siger han, der får »blod på hænderne«, uanset hvad han mener, siger og gør i debatten om udlændingepolitikken. Det gør alle, mener forfatteren. Og hvad har han som forfatter overhovedet at gøre med udlændingepolitik?