For syv år siden så Pernille Skipper ikke skuffelsen komme: »Den tid er slut«

Mens meningsmålingerne spår en rød statsminister, gør Enhedslistens Pernille Skipper det meget klart: De vil ikke gentage fiaskoen fra finanslovsforhandlingerne i 2012, siger hun i podcast.

Pernille Skipper (EL) på Christiansborg efter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har udskrevet folketingsvalg til afholdelse på grundlovsdag 5. juni. Det sagde han fra talerstolen i Folketingssalen tirsdag den 7. maj 2019. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Davali

Det skete i ellevte time.

Helle Thorning Schmidt (S), den daværende statsminister, vendte på en tallerken og underskrev finansloven med Venstre og De Konservative og - udelukkede dermed Enhedslisten.

Johanne Schmidt-Nielsen, som var partileder tilbage i 2012, var rasende. Kort efter forhandlingerne sagde hun, at Socialdemokratiet »pissede på de mennesker, der havde stemt på en ny regering«.

For inden forhandlingerne troede Enhedslisten, at de endelig - efter mange år i opposition - ville opnå mere indflydelse. I stedet blev de overhalet indenom.

Under et interview med Berlingske i forbindelse med podcastserien »Mød Partilederne«, ser partiformand Pernille Skipper tilbage på de dramatiske forhandlinger.

Hun har grublet meget siden, lyder det:

»Få kunne have forudset - vi gjorde i hvert fald ikke - hvor langt socialdemokraterne ville lægge sig fra os. Vi havde ikke forventet, at vi ville få alt igennem, men at de efter mindre end et år på posten med en SF-skatteminister laver den mest ulighedsskabende skattereform i årtier, kom bag på os. Det var folkepensionister og arbejdsløse, der betalte for topskattelettelser,« siger Pernille Skipper.

Og ifølge Pernille Skipper blev det kun værre.

For oveni kom salget af Dong og lærerlockouten.

»Derefter gik det bare slag i slag,« siger hun.

Netop derfor peger Enhedslisten ikke på Socialdemokratiet statsministerkandidat, som det ellers har været vanligt. De er trætte af, at det »altid er en socialdemokrat og en Venstremand«, der kører ræset, og derfor peger partiet på Pernille Skipper - selv om hun godt ved, at hun nok ikke står til at få statsministerposten ved det kommende valg:

»Vi kan godt læse meningsmålinger, og vi ved også godt, at det godt kan være, det ikke bliver denne gang. Vi sætter ikke os selv uden for indflydelse, men går benhårdt efter at få vores politik igennem,« siger hun.

Enhedslisten kommer aldrig til at støtte dannelsen af en Løkke-regering, fastslår Pernille Skipper, men Mette Frederiksen skal heller ikke bare regne med deres mandater:

»Den tidligere strategi hvor Enhedslisten har peget på en socialdemokratisk statsminister, fordi det var den bedst mulige uden betingelser, den tid er slut. Det betyder altså, at Mette Frederiksen nu, hvis hun vil gøre sig forhåbninger om at sidde på Enhedslistens mandater, så skal vi have vished for - før hun træder ind på statsministerposten, at hun vil trække Danmark i en mere positiv retning, mere solidarisk retning, når det kommer både til vores økonomiske politik, vores velfærd og den grønne omstilling.«

Pernille Skipper bryder sig ikke om udtrykket »ultimative krav«, men hun fastslår, at Enhedslisten stiller betingelser for Socialdemokratiet.

For hvis Mette Frederiksen vil være statsminister, vil Enhedslisten have noget af deres politik indført - om så det bliver minimumsnormeringer i daginstitutioner, flere ansatte på sygehuse eller en klimalov.

Resultatet kan blive, at Pernille Skipper og Enhedslisten udtrykker mistillid til den kommende regering.

Er I så villige til, at retten kan gå over til Lars Løkke Rasmussen, spørger Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard i podcasten.

»Vi kommer altid til at modsætte os en Løkke-regering, derfor kan Løkke aldrig nogensinde danne regering på vores mandater.«

Hør meget mere i »Mød Partilederen« - en politisk podcast, hvor Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard stiller partilederne de spørgsmål, danskerne gerne vil have svar på. Podcasten kan findes på iTunes, Spotify og 24syvs radio-app.