For Sass blev anden gang lykkens gang

Henrik Sass Larsens udnævnelse til erhvervsminister er rokadens store historie. Et bemærkelsesværdigt comeback for manden, hvis politiske karriere lå i ruiner for mindre end to år siden.

Henrik Sass Larsen er ministerrokadens absolutte hovedperson. Som ny erhvervs­minister vil han give virksomhederne modspil, bedyrer han. Foto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere

Det kan lade sig gøre. At tage rejsen fra en barndom i et socialt belastet hjem i Taastrupgaard til en toppost i regeringen som erhvervs- og vækstminister. Det beviste Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen i går. Han er ikke vokset op i de samme kvarterer eller har gået i de samme skoler som hovedparten af Danmarks erhvervsledere og bankbosser, men fremover er det ham, der er deres kontaktperson i regeringen.

Henrik Sass Larsen, der normalt er både rolig og kontrolleret foran et kamera, rystede en smule på hænderne, da han kl. 13.00 fik overdraget sit nye ministerium og skulle holde sin første tale som minister. Tydeligt glad og ydmyg over for den opgave, der venter ham. Men det betyder hverken, at han har planer om at lægge sin meget direkte facon på hylden eller tale den finansielle sektor, som han tidligere har kritiseret i hårde vendinger, efter munden.

»Forhåbentlig vil mange af virksomhedsejerne sætte pris på, at jeg siger tingene ligeud og direkte. Jeg har ikke indtryk af, at de er tilhængere af lange gruppearbejder,« siger Sass Larsen.

Så sent som i 2012 gjorde han sig særdeles upopulær i bankverdenen, da han i en DR-dokumentar om tilblivelsen af Bankpakke 2 kaldte det for danmarkshistoriens største tyveri. En kritik Henrik Sass Larsen står ved, dog uden at han af den grund mener, at hans ministerudnævnelse bør vække mere frygt end glæde på de bonede gulve i finanssektoren.­

»Jeg tror, der skal rigtig meget til for at få den finansielle sektor til at ryste i bukserne,« siger Sass Larsen.

Fældet af PET

Mønsterbryderen fra Vestegnen var ellers kendt for at kunne efterlade mange partikammerater i noget rystet tilstand, hvis de kom ham på tværs i hans yngre dage som DSU-formand og ungt folketingsmedlem. Og hans meget kontante stil gav ham ry som Helles (Thorning-Schmidt, red.) hårde hund, da han, efter at hun blev partiformand i 2005, slog hårdt ned på alle, der udfordrede den politiske linje hos Socialdemokraterne.

Alligevel var de fleste partifæller rystede og sympatien stor, da Henrik Sass Larsen i efteråret 2011, blot tre dage før Danmark får præsenteret sin første SRSF-regering, må meddele, at han ikke står til rådighed som minister. Et dramatisk politisk fald for en mand, der stod lige over for at få sin store drøm om at blive finansminister opfyldt. Men der var problemer med PETs sikkerhedsvurdering af Sass Larsen, fordi en rocker ved navn Suzuki-Torben havde sat sig ved at hans cafébord, og Sass havde besvaret en sms fra rockeren.

»For mig er det et lukket kapitel, hvad der skete i sin tid. Jeg vil have lov til at glæde mig over, hvad der sker i dag,« sagde Henrik Sass Larsen, da han i går blev spurgt til sagen.

Det på trods af, at han i flere måneder måtte kæmpe en ensom kamp for at få aktindsigt i sin egen sag, slippe af med det tavshedspålæg, han havde fået, og rense sit navn for mistanken om, at der var mere at komme efter. Hvilket statsminister Helle Thorning-Schmidt tydeligvis må være overbevist om, siden hun i går foretog en ministerrokade, der for Socialdemokraterne havde det hovedformål at få Sass Larsen med på ministerholdet. Ifølge Berlingskes oplysninger er Sass tiltænkt en helt central rolle – i tæt samarbejde med finansminister Bjarne Corydon (S) og beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) – hvor Socialdemokraterne vil forsøge at gøre vækstdagsordenen til deres og få mere fart på den private jobskabelse. Det sker i kølvandet på, at en række økonomiske nøgletal så småt indikerer, at dansk økonomi kan være på vej mod bedring.

»Jeg vil gerne lægge et forventningspres på dansk erhvervsliv om, at de nu kommer i gang med at skabe den vækst, som vi alle sammen sukker efter. Det skulle helst ikke være sådan, at den eneste vækst, vi fik, var i aktiekurserne,« sagde Henrik Sass Larsen­ ved overdragelsesforretningen.

Hele dagen var hans bemærkelsesværdige comeback hovedhistorien på TV og netaviserne, og det med god grund. Blandt mange socialdemokrater er der en forventning om, at Sass Larsen vil være en afgørende magtfaktor i Socialdemokratiet også efter et truende valgnederlag, når danskerne skal til stemmeurnerne senest i 2015.

Sass del af stærk alliance

Sass er ikke alene en vigtig sparrings­partner for Helle Thorning-Schmidt. Han har også skabt en stærk alliance med partiets markante beskæftigelsesminister, Mette Frederiksen, der er det mest oplagte bud på en efterfølger til Thorning. Med andre ord så forventer mange socialdemokrater, at uanset hvilken kvinde, der står i spidsen for deres parti efter næste valg, så vil det være Henrik Sass Larsen, der står bag.

Det er ikke så ringe endda for en mand, der er opvokset i Taastrupgaard. Han blev fældet af sin fortid i første omgang. Men anden gang ser den ud til at være der.