Coronakrisen har vendt op og ned på meget.
Også Radikale Venstres holdning til en svært omdiskuteret måde at hjælpe sydeuropæiske lande, der var særlig hårdt ramt af finans- og gældskrisen, og som nu lider voldsomt under coronapandemiens sundhedsmæssige og økonomiske følger.
Navnet er Bonds. Eurobonds.
De Radikale har således forud for torsdagens videotopmøde mellem EUs stats- og regeringschefer erklæret sig som tilhængere af fælles gældsstiftelse i EU for at redde økonomien i for eksempel Italien og Spanien.
Lande, der ifølge de Radikales politiske ordfører, Sofie Carsten Nielsen, er »afhængige af at få hjælp, så de ikke skal ud at låne med fuldstændigt uoverskuelige konsekvenser«.
»Det kan vi hæfte fælles for,« som hun siger:
»Man er nødt til at lære at tænke nyt af det her. Det gælder også os radikale i forhold til finanskrisen.«
Det tør siges.
I sommeren 2012 erklærede de Radikales daværende politiske leder og økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager, således, at »min grundholdning er, at hvert land selv må tage ansvaret for sin finanspolitik og for, at dets gæld bliver betalt«.
»Jeg er generelt skeptisk over for initiativer, der svækker incitamenter til at føre en sund og holdbar finanspolitik, idet sunde offentlige finanser er en forudsætning for stabil og holdbar vækst,« fortsatte den daværende radikale leder, der et halvt år forinden også havde slået fast, at »vi skal sørge for, at landene opfylder deres løfter om at føre en ordentlig og ansvarlig økonomisk politik«.
Men for nylig kaldte Vestager – i dag næstformand for Europa-Kommissionen – det over for Altinget vigtigt, »at vi kan diskutere alle ideer om, hvordan vi finansierer genopretningen på en måde, som er solidarisk, uden forudfattede meninger«.
Og Sofie Carsten Nielsen erklærer over for Berlingske, at de Radikale nu »melder os ind i det her fællesskab«.
»Hvordan den konstruktion så skal være, har vi ikke lagt os fast på,« tilføjer hun dog også.
Tidligere har den spanske premierminister, Pedro Sánchez, foreslået en redningsfond med en kapital på 11.700 mia. kroner, som medlemslandene kunne låne fra, mens Frankrig har foreslået en redningsfond på 3.700 mia. kroner. Både Spanien og Italien har desuden luftet ideen om fælles gældshæftelse i form af såkaldte coronaobligationer, som EU skulle udstede i fællesskab.
Italienerne skal ikke kunne fyre den af
Selv kalder Sofie Carsten Nielsen det radikale ønske for »ansvarlige eurobonds«.
»Jeg synes, coronabonds lyder lidt specielt,« siger hun og understreger, at det ikke skal ende som »et gummistempel til at trykke penge«.
»Vi er inspireret af ALDE-gruppens (EUs liberale parti, red.) udarbejdelser af det, man kalder både blå og røde eurobonds: blå for dem, der sælger obligationer på vegne af fællesskabet og dermed også med tilladelse af fællesskabet. Man kan ikke bare stifte gæld og lægge det over på fællesskabets rente, uden at det er godkendt. Det andet er så statsobligationer, og der må man så hæfte med den økonomiske status, man nu har. Så Italien vil ikke bare kunne fyre den af. Det er inden for nogle rammer, vi gerne ser er rimelig restriktive,« siger hun og slår fast:
»Det vil være fint, hvis Danmark dér melder sig som dem, der gerne vil se tydelige krav og restriktioner på det. Men bare at afvise, at vi overhovedet kan være med i det og hjælpe, tror jeg desværre har så bekymrende udsigter, at vi ikke kan holde til det.«
Men når Italien har sværere ved at optage lån og betale renter, er det jo, fordi de har en gæld på over 100 procent af BNP, mens vi jo i Danmark i mange år har nedskrevet gælden. Så hvorfor kan man ikke blive ved med at sige, at italienerne selv må hæfte for deres egen gæld, og så må vi hjælpe dem på anden vis?
»Vi skal heller ikke tage ansvaret for italiensk økonomi som sådan. Men vi skal hjælpe italienerne på vej, fordi alternativet er, at det bryder helt sammen,« siger Sofie Carsten Nielsen:
»Og det må selvfølgelig modsvares af nogle krav til, hvordan man så tager ansvar, og på hvilke vilkår man kan trække på fællesskabets vilje og kredit. Det er klart, det slipper vi ikke. Selvfølgelig skal der være krav til det. Det er ikke på nogen måde en carte blanche. Men vi er også kommet dertil, at hvis ikke vi denne gang vender os mod fællesskabet, men bare vender os hver for sig, risikerer vi helt reelt, at det går i opløsning. Og det indre marked er så kæmpestor en gevinst for en lille, åben økonomi som Danmark, at det vil få helt uoverskuelige konsekvenser.«
Så er det her også en erkendelse af, at I i jeres parti var for restriktive under finanskrisen, og at jeres mangel på vilje til at gøre det, sydeuropæerne bad os om, forlængede krisen?
»Jeg tror i hvert fald, det er en erkendelse af, at det nok var med til at forlænge krisen. Jeg tror, vi alle sammen – også sydeuropæerne – har lært af det her, og det kan forhåbentlig komme os til gode nu. Den lære har vi da forsøgt at tage, også bare med det forbehold, at de her kreditter ikke én til én kan sammenlignes.«
Sofie Carsten Nielsen understreger, at eurobonds formentlig har »nogle års udsigter og ikke er noget, man kan forhandle færdigt på et møde torsdag-fredag«.
Venstre: »Det duer simpelthen ikke«
Hos Venstre, der ligesom de Radikale er medlem af EUs liberale ALDE-gruppe, afviser EU-ordfører Jan E. Jørgensen derimod pure tankerne om fælles gældsstiftelse.
Og argumenterne synes ikke langt fra dem, der i den tidligere situation under finanskrisen var Margrethe Vestagers.
»Fælles gældsstiftelse, hvor danske skatteborgere skal optage et lån, som skal sendes direkte videre til den italienske statskasse, duer simpelthen ikke. Og det vil jo også betyde, at Italien fremover ikke kan føre sin egen finanspolitik, for der vil man jo selvfølgelig også sige fra EUs side, at »når vi låner penge, som vi hæfter for, må vi også kræve, at I sætter pensionsalderen op«, og så har du ikke længere et EU, der finanspolitisk består af fælles medlemsstater. Så er vi finanspolitisk med i en form for føderation,« siger Jan E. Jørgensen.
Men hvis på den måde kan få nogle sydeuropæere til at gå på senere pension, samtidig med at vi sikrer os, at de ikke giver den los med gældsættelse, og at der fortsat er nogle eksportmarkeder for Danmark, er det så stadigvæk for stor en risiko?
»Ja, for det handler også om, at der skal være nogle incitamenter til at opføre sig økonomisk ansvarligt og fornuftigt. Det er ikke Italiens skyld, at corona har ramt dem først. De er i en forfærdelig situation. Men Italien har været dårligere polstret økonomisk før den her krise, end vi var. Der er det simpelthen ikke rimeligt, at det ikke også har nogle konsekvenser.«
Finansminister Nicolai Wammen (S) har i en skriftlig kommentar til Berlingske understreget, at Danmark ikke vil støtte forslag, der indebærer fælles gæld.
