For fjerde år i træk: Færre ansøgere til pædagog og sygeplejerske

Trods politiske ambitioner om flere pædagoger og sygeplejersker fravælger de unge det i større grad.

Ansøgertallet til uddannelserne til sygeplejerske og pædagog falder igen i 2019. (Arkivfoto) Linda Kastrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Antallet af ansøgere til både pædagog - og sygeplejerskeuddannelsen har været faldende siden 2015, og faldet fortsætter i år.

Det fremgår af tal fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Samtidig er det generelle antal ansøgere til de videregående uddannelser faldet sammenlignet med både 2017 og 2018.

Mens Uddannelses- og Forskningsministeren, Ane Halsboe-Jørgensen (S), tager det generelle fald i ansøgertallet roligt, er hun bekymret over både sygeplejerske- og pædagoguddannelsen.

- Jeg er minister i en regering, der rigtig gerne vil styrke vores nære velfærd. Og der er det selvfølgelig et problem, at interessen for pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen falder.

I 2015 søgte i alt 5732 ind på sygeplejerskeuddannelsen, mens 7205 ansøgte om at uddanne sig til pædagog.

I 2019 har kun 4991 ansøgt om at uddanne sig til sygeplejerske og 5956 har en drøm om at blive pædagog.

Det til trods for stor politisk bevågenhed på netop de to faggrupper og et udtalt ønske fra partier i Folketinget om at ansætte flere pædagoger og sygeplejersker de kommende år.

Til trods for faldet, er pædagog- og sygeplejerskeuddannelsen fortsat de to mest søgte videregående uddannelser i Danmark. Medicin ligger på tredjepladsen med 3860 ansøgere i år.

Ifølge ministeren skal der flere ressourcer til både uddannelsen og hverdagen for de to faggrupper, hvis tendensen skal vendes.

- Jeg har selv beskæftiget mig en del med børneområdet. Her kan jeg se, at der er blevet sparet på uddannelsen de sidste fire år, og hverdagen er der også blevet sparet på.

- Jeg tror, vi skal styrke uddannelserne, men vi skal også sikre, at det arbejdsmarked, som de kommer ud til, er et, hvor der er tid og rum til at bruge sin faglighed. Hvor der er kolleger nok, og hvor man ikke har et arbejdsmiljø, man bliver syg af, siger Ane Halsboe-Jørgensen.

Ifølge Dansk Sygeplejeråd er der til studieåret 2018-2019 oprettet 4074 pladser på sygeplejerskeuddannelsen. Det er 230 flere pladser end sidste år.

Selv med flere pladser og færre ansøgere vil der stadig være nok ansøgere til at besætte alle studiepladserne, såfremt de opfylder kravene.

/ritzau/