Folketinget stopper fusk med vælgererklæringer

Oven på et valg, hvor to partier omgik reglerne om vælgererklæringer uden konsekvens, er det gjort umuligt.

Rasmus Paludan ankommer til valgfesten hos Stram Kurs på Christiansborg i København under Folketingsvalget 2019, onsdag den 5. juni 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Folketinget har vedtaget en regelændring, der betyder, at det ikke længere er muligt at snyde med indsamling af vælgererklæringer.

Det sker, efter at partierne Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs begge omgik reglerne op til det seneste valg.

Reglerne for indsamling af vælgererklæringer byder, at der skal være en uges betænkningstids for underskrivere. Men der har ingen lovformelig konsekvens været ved at bryde reglen.

Det er der nu med den nye lov. I teksten til lovforslaget skriver Social- og Indenrigsministeriet:

»Efter lovforslaget kan Valgnævnet, der er uafhængigt af regeringen, efter anmodning fra social- og indenrigsministeren i tilfælde af grove eller gentagne retsbrud i forbindelse med et partis indsamling af vælgererklæringer blandt andet træffe afgørelse om at udelukke partiet fra fortsat at indsamle vælgererklæringer og annullere partiets indsamling af vælgererklæringer.«

Partiet Klaus Riskær Pedersen og Stram Kurs fik henholdsvis 29.600 og 63.114 stemmer ved Folketingsvalget 5. juni. Det giver dem ret til millioner i partistøtte.

Den vil - ifølge svar fra Social- og Indenrigsministeriet i forbindelse med lovgivningsprocessen - partierne kunne beholde, på trods af at de omgik reglerne for indsamling af vælgererklæringer.

/ritzau/