Gartnerier er så konkurrenceudsat en branche, at indførslen af CO2-afgiften på industrien vil kunne medføre konkurser og lukkede gartnerier frem for omstillede virksomheder.

Det er rationalet bag den økonomiske støtteordning på 163,8 millioner kroner, som fødevareminister Jacob Jensen (V) fredag har indgået aftale om med et flertal i Folketinget.

- Mit mål med aftalen er, at vi også i fremtiden holder fast i en bæredygtig og robust produktion af dansk frugt og grønt, siger Jacob Jensen i en pressemeddelelse.

I sommeren 2022 indgik den daværende Socialdemokratiske regering en bred aftale i Folketinget om en grøn skattereform, der indførte en CO2-afgift på industrien.

Her blev det noteret, at gartnerier som erhverv står i en særligt konkurrenceudsat position. Gartnerier bruger ofte kul, olie eller naturgas til at varme drivhuse op og til at skabe CO2, der får planter til at gro.

Idéen med CO2-afgiften er at sikre, at virksomheder har incitament til at omstille deres produktioner til bæredygtige processer.

Men for gartnerierne vil et forhøjet afgiftspres kunne resultere i lukninger, og CO2-reduktionen ville derfor komme af produktionsnedgang frem for reel omstilling, lød frygten i aftalen.

Aftalen afsatte derfor de 163,8 millioner kroner, der nu er blevet udmøntet.

Støtten bliver uddelt i en såkaldt de minimis-støtteordning som kompensation for stigende omkostninger med CO2-afgiften.

En de minimis-støtteordning betyder, at det er mindre beløb til mindre sager, der uddeles støtte til.

Som modsvar til den støtte skal gartnerierne udarbejde et klimasyn, hvor CO2-udledning og reduktionspotentialer kortlægges, og gartnerierne forpligter sig til at gennemføre visse investeringer.

Dermed kan et gartneri få mulighed for at blive kompenseret med op til 80 procent af deres CO2-afgiftsbetaling frem til 2029, lyder det fra ministeriet.

/ritzau/