Folketinget fejlinformeret før milliardinvestering i metro

Folketinget var ikke fuldt informeret om risikoen ved at investere i det 21 milliarder kroner dyre metrobyggeri, erkender Transportministeriet.

Metrobyggeriet i København har længe været forsinket, dårligt styret, og Folketinget er ikke blevet ordentligt oplyst om mulige forsinkelser, konkluderede ny beretning fra Rigsrevisionen onsdag d. 25. juni 2014. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Folketingets Finansudvalg blev ikke informeret om de store risici, som Metroselskabet tog på vegne af skatteyderne, da udvalget sagde ja til at investere 21 milliarder kroner i det københavnske metrobyggeri i 2010. Det skriver Politiken.

Transportministeriet erkender nu ifølge avisen, at udvalget skulle have været oplyst om de risici, Metroselskabet skrev ind i kontrakten med en option på, at hovedentreprenøren kunne arbejde i døgndrift på fire byggepladser.

Tilladelserne til at bygge i døgndrift kom nemlig ikke, og metrobyggeriet forsinkes, mens en ekstraregning på op mod to milliarder kroner lander hos skatteyderne.

På Politikens spørgsmål om, hvorvidt Folketinget burde have været informeret om risikoen, svarer ministeriet i en mail: »Ja«.

Ministeriet tilføjer dog også, at det med den viden, der var i 2010, blev vurderet, at der ikke var knyttet nogen betydelig risiko til optionerne på døgnarbejde.

»Med den viden, vi har i dag, ville vurderingen naturligvis ikke være den samme,« skriver ministeriet og forklarer, at man dengang ikke kunne forudse, at reguleringen af byggeriet blev ændret.

Finansordfører for SF Jonas Dahl (SF) siger til Politiken:

»Det er meget alvorligt, hvis ministeriet erkender – og måske endda med fuldt overlæg – at have fejlinformeret og vildledt Folketinget. Regeringen skal altid levere fyldestgørende oplysninger, og i særdeleshed når der er tale om store økonomiske dispositioner i Finansudvalget«.

SF vil straks have en redegørelse, og Dansk Folkeparti, Enhedslisten og de Konservative kræver en tilbundsgående undersøgelse af årsagerne til fejlene, så der kan drages konsekvenser og placeres et ansvar.

TV: Kom med ned i metrobyggeriet: