Folkemødet slår rekord

Interessen for Folkemødet er steget i år sammenlignet med 2014, fortæller Bornholms borgmester. Også selv om en række politikere har meldt afbud.

Foto: Marie Hald. Borgmester på Bornholm, Winni Grosbøll (S).
Læs mere
Fold sammen

Det kan godt være, at medierne gang på gang har bragt historier om politikere, der har meldt afbud til Folkemødet, men situationen er noget anderledes, fastslår Winni Grosbøll (S), der er borgmester på øen.

»Der har været en fortælling om, at interessen for Folkemødet aftager, men vi oplever lige det modsatte. Der vil måske være en lille smule frafald blandt folketingskandidater, der er mindre kendte. De bliver væk, fordi de ikke regner med at få så meget presseomtale som de kendte politikere,« siger hun.

Generelt oplever borgmesteren, at politikerne gør alt for at få deres program til at gå op i en højere enhed, så de kan deltage til flest mulige arrangementer på Folkemødet. Og det har smittet af på organisationerne, der har vist en større interesse i år sammenlignet med sidste år.

»Alene fra torsdag til fredag i den her uge er der blevet tilmeldt 30 nye arrangementer oven i de 2600, der er i forvejen,« fortæller Winni Grosbøll.

Når en politiker melder afbud til Folkemødet, plejer de som regel at erstatte personen med en anden politiker, så partiet er repræsenteret ved den paneldebat, som de har meldt sig til, siger borgmesteren.

Hun fortæller, at der er solgt 35 procent flere færgebilletter i år sammenlignet med 2014, og der er næsten udsolgt på alle hoteller. Desuden melder flyselskaberne også om rekordsalg.

»Der er en enorm stor interesse for at være på Folkemødet. Det lader til, at mødet bliver meget intenst og større end sidste år,« siger borgmester Winni Grosbøll.