Danmark og andre Nato-lande har ifølge tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) ikke spildt deres kræfter med 20 års krig i Afghanistan, selvom Taleban igen er ved magten – præcis som før invasionen af landet i 2001.
I en skriftlig udtalelse mandag beklager Anders Fogh Rasmussen, at Taleban har taget magten i landet.
»Fremtiden for de afghanere, der ønsker frihed og demokrati, ser sort ud.«
»Men vores tilstedeværelse betød, at en hel generation har oplevet et Afghanistan uden Taleban, hvor piger gik i skole og civilsamfundet blomstrede,« siger han i en skriftlig udtalelse.
Han mener, at Afghanistan er det seneste eksempel på de negative effekter, der er, ved at USA trækker sit engagement i andre lande tilbage.
»Det viser endnu en gang, at når USA og dets allierede trækker sig, så indtager verdens bøller tomrummet. Vi må nu holde tæt øje med, om internationale terroristnetværk genopstår i et Taliban-styret Afghanistan,« siger Anders Fogh Rasmussen.
Den tidligere statsminister oplyser, at han ikke har mulighed for at stille op til interview med Ritzau.
Derfor har det ikke været muligt at stille opfølgende og uddybende spørgsmål.
Anders Fogh Rasmussen var statsminister i Danmark fra 2001 til 2009. Det var i hans regeringstid, at Danmark sluttede sig til koalitionen bag de militære missioner i Afghanistan i kølvandet på USAs invasion af landet i 2001.
Danmark indvilgede i at udstationere soldater i Helmand-provinsen. Det var en af de provinser, hvor der var relativt flere kampe end i andre dele af landet. 44 danske soldater har mistet livet i forbindelse med de militære missioner i Afghanistan.
De militære missioner i Afghanistan har været i regi af NATO-alliancen.
I 2009 forlod Anders Fogh Rasmussen posten som statsminister for at blive generalsekretær i netop NATO-alliancen.
Her blev han i 2014 afløst af nordmanden Jens Stoltenberg og åbnede i stedet en konsulentvirksomhed.
Sideløbende med den har han i offentligheden kritiseret, at USA i stigende grad trækker sig fra engagement forskellige steder i verden.
/ritzau/



