Fogh kritiseres af ministre

Statsministeren er en elendig personaleleder, siger flere ministre. Han gider bare ikke snak, lyder forsvaret fra Foghs tro væbner, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen.

Foto: Jens Nørgaard Larsen

At Anders Fogh Rasmussen bredt og især blandt sine egne nyder enorm respekt og beundring for sine politiske veltrænede muskler og analytiske fitness er ingen afsløring. Men hans ledelsesstil bliver nu bragt i miskredit af flere ministre.

»Hans lederstil er vel det, man kan kalde classic. Det er i hvert fald ikke en coaching-rolle, han spiller. Det forventes, at man er i stand til at varetage opgaven og så ikke så meget snak. Det er ikke ligefrem moderne ledelse,« lyder det fra en minister, der godt kunne tænke sig lidt mere indlevelse fra statsministeren.

En anden minister tager sig en gedigen tænkepause på spørgsmålet om, hvorvidt Anders Fogh Rasmussen er en god chef?

»… Han er en meget dygtig statsminister. Han er en korrekt chef, som man kan stole på. Men man skal ikke regne med megen støtte undervejs i de politiske processer. Han er i den grad ikke en omsorgsfuld chef, der lige giver et ring, når man er ude og hænge. Ej heller er der roser, hvis man gør noget godt. Det forventes bare,« siger ministeren.

Berlingske Tidende er vidende om, at flere ministre har oplevet meget hårde perioder i ministerlivet – belastende sager i pressen eller svære politiske forløb, hvor et trøstende ord eller lidt opbakning fra chefen kunne lindre. Men sådan er det ikke for Fogh, der ved præsentationen af sin første regering i 2001 var klar i mælet om sin ledelsesstil:

»Man er ikke blevet udpeget som minister for at sidde og drive den af. Der vil blive vogtet over, at man passer sit arbejde. Den dag de er udbrændt, er det ud, og så kommer der nye kræfter ind,« sagde Fogh.

Statsministerens nærmeste allierede, beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen erkender, at det er ham, der i stedet må varetage de blødere ledelsesopgaver.

»Han er ikke god til snak, om man så må sige. Det er ikke Anders’ stærke side at høre endeløst på ting og sager. Han er meget målrettet og resultatorienteret. Han kræver, at folk anviser noget andet og mere, end at det bare er på snakkeniveauet. Han vil have løsninger,« siger Claus Hjort Frederiksen.

Fra Statsministeriet forlyder det, at Fogh så småt er begyndt at sms-rose ministre, der klarer sig godt i TV, men netop i en tid, hvor regeringsdriften ikke ligefrem er at betegne som en dans på roser, lyder opfordringen fra Foghs »medarbejdere« på mere moderne ledelse.

»Han kunne jo give folk noget tryghed og opbakning, så de turde lidt mere og trådte mere i karakter. Nej, man kan ikke sige, at han er en god personalechef,« siger en minister.