Fogh har valgt sine kampe

Havde Socialdemokraterne håbet, at statsministeren ikke ville åbne en ny runde i værdikampen, blev deres håb slukket.

Med åbningstalen har Anders Fogh Rasmussen lagt to spor, som han vil følge med stor konsekvens, for de skal føre regeringen frem til en ny periode ved magten.

En stor del af talen handlede om en offensiv i værdikampen. Fogh talte indgående om det vigtige i at kæmpe kompromisløst for de fundamentale frihedsrettigheder. Han annoncerede planer, som skal modvirke radikaliseringen blandt unge og forebygge religiøs fundamentalisme. I samme åndedræt fastslog han, at optrævlingen af terrorsager har vist, at integration ikke nødvendigvis er ensbetydende med en uddannelse og et job. Tværtimod har flere terrorsigtede været veluddannede og tilsyneladende integrerede.

Kort efter fik statsministerens ord en sørgelig aktualitet, da flere medier beskrev, at en af de tiltalte i Vollsmose-sagen havde planlagt et attentat mod Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose, som stod bag offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne.

Med sine budskaber lagde Fogh det første spor, som fører frem, fordi det skal sikre en bedre integration og hindre radikalisering. Men sporet har samtidig et udspring i de hårde debatter om indvandring og integration, som VK-partierne og Dansk Folkeparti har domineret ved valgene i 2001 og 2005.

Naser Khader fra Ny Alliance udbrød bagefter, at han kunne have skrevet denne del af talen selv, for så enig var han i pointerne. Dermed var det med andre ord lykkedes for Fogh at drage Ny Alliance tættere på VK-regeringen i forhold til et tema, som kan blive yderst centralt i en valgkamp.

Havde Socialdemokraterne håbet, at statsministeren ikke ville åbne en ny runde i værdikampen, blev deres håb slukket.

Det andet spor i åbningstalen handlede som ventet om en jobplan, som skal øge arbejdsudbuddet, og reformer, der skal løfte den offentlige sektor. Fogh inviterede partierne til forhandlinger om kvalitetsreformen, og han lagde vægt på, at regeringen vil investere i velfærd. Men han pointerede samtidig, at han ikke ville konkurrere på økonomisk overbud og risikere at underminere den stærke danske økonomi.

Et stort flertal af landets økonomer mener ganske vist, at regeringen i høj grad balancerer på kanten af det uforsvarlige med sine velfærdsplaner, men Fogh benyttede sin taleret til at sende en hilsen til især S og SF, ligesom han indirekte kommenterede demonstranternes protester uden for Christiansborgs tykke mure.

Budskabet var: Regeringen vil gå til grænsen af det økonomisk forsvarlige, men ikke krydse den.

Ifølge Fogh gør den stærke økonomi det muligt at styrke sammenhængskraften i samfundet. Flere og flere kommer i job i stedet for at være parkeret på overførselsindkomster. Statsministeren kaldte af samme grund den lave arbejdsløshed for det det største socialpolitiske fremskridt i årtier, men erkendte, at der er skel i samfundet.

Ifølge regeringschefen er der ikke tale om ulighed i gammeldags økonomisk forstand, men derimod om ulighed, når det kommer til livschancer.

Det er tydeligt, at Karen Jespersen får en stor opgave på dette felt. Socialminister er er hendes formelle titel, men reelt er hun blevet regeringens minister for sammenhængskraft. Fogh angav, at hun får en betydningsfuld rolle at spille, ligesom han også på dette område indledte en offensiv over for S-ledelsen.

Helle Thorning-Schmidt har sat gang i et langvarigt udvalgsarbejde om ulighed – under ledelse af Århus-borgmester Nicolai Wammen – men præcis som det skete med debatten om den offentlige sektors fremtid, har S-ledelsen forpasset muligheden for at sætte sig på diskussionen. Nu vil Fogh i et samspil med Karen Jespersen udforme planer, der vil kunne sætte S-ledelsens initiativer i skyggen.

Modtagelsen af en åbningstale er ofte rituel, for alle partier skal markere egne mærkesager. Men overordnet kan Fogh ikke være ked af anmeldelserne.

Han fik rosende ord fra alliancepartneren Dansk Folkeparti, fra Ny Alliance og de Radikale, hvor Margrethe Vestager erklærede sig parat til at teste regeringens forhandlingsvilje. Kritikken kom fra S, SF og Enhedslisten.

I den kommende tid kan S-ledelsen håbe, at velfærdsprotesterne fra gårsdagens demonstrationer breder sig, for så kan situationen blive farlig for regeringen, ligesom overenskomstforhandlingerne for de offentligt ansatte kan blive en trussel. Konkrete problemer med at sikre kræftbehandlingen kan også slide på regeringen. Det er her, regeringen risikerer at lide skibbrud – og ikke på grund af Socialdemokratiets styrke eller evne til at udforme udspil. Tværtimod er vælgerne forbeholdne over for partiets 29 velfærdsrettigheder, viser målinger.

Helle Thorning-Schmidt mente, at hun havde set »en meget, meget træt og udmattet statsminister«, som halsede efter socialdemokratiske dagsordener. Men selv hvis karakteristikken og analysen skulle være rigtig, er det tvivlsomt, om hun magter at besejre den trætte og udmattede regeringschef.