Fogh advarer opposition mod overbud

Partierne bør undgå økonomisk overbud om mere velfærd og lavere skatter, advarede statsminister Anders Fogh Rasmussen efter sin åbningstale.

Regeringen laver ikke økonomisk overbudspolitik. Det bør oppositionspartierne også undgå.

Det sagde statsminister Anders Fogh Rasmussen efter sin åbningstale, hvor han advarede om, at "Det letteste i verden er at udstede løfter om mere velfærd, højere løn og lavere skat. Det kan enhver" - til latter fra oppositionen i folketingssalen.

- Jeg nævnte hverken Socialdemokraterne eller noget andet parti i min tale. Den var generelt møntet på alle. Man ser i øjeblikket en hel del forsøg på overbud. Regeringen har fremlagt planer både for en kvalitetsreform, sænkning af skat på arbejde og investering i forskning og udvikling. Vi bruger temmelig mange penge, men gør det i en økonomisk ansvarlig ramme, sagde han.

/ritzau/