Første flygtning færdiguddannet: Nu venter forskerstilling

Flygtning fra Pakistan bruger integrationsuddannelse som springbræt til ph.d.-stilling på universitetet.

Mubashrah Saddiqa og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg under ministerens besøg hos CloudPartners i Viby. Besøget sker i forbindelse med, at Mubashrah Saddiqa som den første flygtning afslutter integrationsgrunduddannelsen (IGU). Torsdag den 6. september 2018. (Foto: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Dalegaard

Softwarevirksomheden CloudPartners i Viby ved Aarhus har de seneste to år været læreplads for pakistanske Mubashrah Saddiqa.

Den 36-årige flygtning har arbejdet som programmør på den aarhusianske virksomhed som led i integrationsuddannelsen (IGU).

Det var en uddannelse, som regeringen og arbejdsmarkedets parter etablerede i 2016.

To år senere får hun som den første flygtning papir på sin uddannelse.

»Det er gået godt. Jeg har fået en chance for at bruge min uddannelse og mine færdigheder,« siger Mubashrah Saddiqa.

Torsdag eftermiddag lykønskes hun af udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), der har lagt vejen forbi Aarhus.

Saddiqa og hendes familie måtte flygte fra Pakistan, for familien tilhører ahmadiyya-bevægelsen, som er forfulgt i hjemlandet.

Hun har en kandidatgrad i matematik bag sig, og takket være integrationsuddannelsen har hun fået et netværk inden for it-verdenen.

»Jeg har lært dansk, jeg har lært den danske arbejdskultur og fået gode kolleger her på virksomheden,« siger Mubashrah Saddiqa.

Det er på den baggrund, hun nu er blevet tilbudt en ph.d.-stilling på Aalborg Universitet.

På CloudPartners har man haft to flygtninge tilknyttet i to år. Og erfaringerne med ordningen har været god, forklarer direktør Steen Hagengaard.

»Det har på mange måder været et godt forløb. Vi har fået dem integreret i virksomheden, de er blevet en del af holdet. Og så har vores medarbejdere fået et andet perspektiv på andre kulturer,« siger han.

Når virksomheden har sagt ja til at tage to flygtninge under sin kappe, skyldes det ifølge direktøren to ting.

»Den ene ting er, at vi gerne ville tage et medansvar. Men der skulle også være ræson i det for os. Vi har søgt nogle personer, der i kraft af deres uddannelsesmæssige baggrund kunne bringe kompetencer i spil, som kunne bidrage til vores forretning,« siger han.

Direktøren er ikke afvisende over for at tage flere flygtninge ind. Hvis altså ordningen består.

Den udløber nemlig til næste år, og Dansk Folkeparti har erklæret, at de helst ser den afskaffet.

Om det er klogt eller ej, vil direktøren ikke forholde sig til.

»Jeg forholder mig til, at vi har brug for dygtige folk. Og hvis der går nogle rundt, der har forudsætninger og kompetencer, vi kan gøre brug af, så synes jeg da, at vi skal gøre det. Uanset om det er flygtninge eller andre,« siger Steen Hagengaard.

Der er i alt 1616 igangværende IGU-forløb med flygtninge i 94 kommuner.

/ritzau/