Først og fremmest folkekirken

Mai Mercado (K) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard/Folketinget
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Først blev jeg glad, så blev jeg paf, og efter lidt betænkningstid blev jeg decideret harm.

Jeg snakker om min oplevelse af tirsdagens artikel i Berlingske med rubrikken ”Kirken vil betale for kirke til de syge”.

Netop rubrikken gjorde mig glad, og jeg blev kun gladere, da jeg læste artiklens resumé, som lød:

”Folkekirken tilbyder at hjælpe Region Syddanmark økonomisk med at opføre egentligt kirkerum med alter, døbefont og kors i et kommende supersygehus i Odense”.

Selvfølgelig skal folkekirken have et rum på sygehusene. Det kan der da slet ikke være tvivl om. 80 procent af danskerne er medlem af folkekirken, så den særstatus skal folkekirken have. Derfor medførte den første del af læsningen glæde.

I kan næsten selv gætte, hvad der så gjorde mig paf. Det var kommentarerne fra de ledende regionsrådspolitikere fra henholdsvis Radikale, Socialdemokraterne og Venstre.

Radikale siger nej til folkekirkens flotte tilbud, for hvis vi siger ja til et trossamfund, så bliver vi også nødt til at sige ja til det næste. Hvad for noget? Lad os lige slå fast at i Danmark har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed! Alle skal have lov til at tro på lige, hvad de vil, men folkekirken har en særstatus i Danmark, og det skal den blive ved med at have. Derfor kan vi selvfølgelig sige ja til folkekirken og nej til andre trossamfund.

Socialdemokraterne har endnu ikke besluttet sig for, hvad de mener om folkekirkens forslag. Sundhedsudvalgets formand Poul Erik Svendsen ”vil tage den politiske diskussion” og ”behandle hver henvendelse individuelt”. I Det Konservative Folkeparti har vi ærlig talt svært ved at se, hvilken politisk diskussion der skal tages? Men Julie Skovsby, som sidder i Folketinget melder klart ud: Socialdemokraterne går ind for multireligiøse bederum. Men Danmark har aldrig været multireligiøst og skal heller ikke være det.

Hos Venstre begynder Regionsrådsformand Carl Holst på næsten lige så grotesk vis at tale om offentligt-privat partnerskab, hvilket ærlig talt lyder som en liberal gang sludder. Kirkens tilbud om udsmykning handler ikke om økonomiske partnerskaber – men om værdier. Den evangelisk-lutherske kirke er folkekirke og fylder naturligt mest i det danske samfund. Der er derfor ikke tale om offentlig-private samarbejder, hvis hospitalerne sammen med folkekirken bygger kirkerum. Det er og har altid været naturligt i Danmark, at menigheden selv bygger sin kirke. Og i denne sammenhæng er det derfor naturligt at sygehus og folkekirke samarbejder om projektet.

Cirka fem minutter efter jeg havde lagt Berlingeren på bordet og nået videre i morgenrutinerne, skete det sjældne så, at jeg blev decideret harm. Harm, fordi jeg er totalt uforstående overfor, at politikere kan udtale, at hvis man først giver plads til en religion, skal der være plads til alle. Jeg har godt nok skrevet det tidligere i denne blog, men det er så væsentligt, at jeg simpelthen bliver nødt til det igen: Vi har religionsfrihed i Danmark, men ikke religionslighed. Folkekirken er endog nedfældet i vores grundlov.

Danmark er nu engang et kristent land med kristne traditioner. Og langt de fleste af os er medlemmer af folkekirken eller søger naturligt folkekirken, hvis vi har det svært. Det er fint, at der er refleksionsrum til andre religioner på sygehusene, men der er brug for et selvstændigt kirkerum, som ikke er indrettet med midlertidige artefakter såsom kors på hjul eller en vendbar alter- og skoletavle.

Når man er indlagt på sygehuset, og man selv eller ens familie er ramt af sygdom, har man netop brug for et sted til at fundere over livet og til at fordybe sig i bøn. Det er her man stiller sig selv de store spørgsmål i livet. Og derfor er der brug for et rum med kristne symboler, som kan genkendes. At man ikke med det samme går i gang med planlægningen af et kirkerum på supersygehuset i Odense, forstår jeg ikke.

Derfor har jeg nu forsøgt at overføre harmen til konstruktive handlinger.

Jeg er så heldig, at jeg sidder i Folketinget for et parti, der heldigvis mener, at folkekirken skal have en særstatus – også i forhold til kirkerum på sygehusene.

Derfor vil vi nu sætte en stopper for, at korset skal køres ind på hjul, som det eksempelvis sker på det nye kapel på Kolding Sygehus, eller at regionerne siger nej til at lade kirken betale et kirkerum. Det vil vi gøre ved at fremsætte et beslutningsforslag, der skal pålægge regionerne i samarbejde med folkekirken at indrette kirkerum på sygehusene.

For selvfølgelig skal der være permanente kirkerum på de danske sygehuse.