Førende eksperter: Mette Frederiksen kan ikke »tvinge« en uafhængig domstol til at makke ret – men hun har flere muligheder

Man kan ikke politisk diktere, hvordan en domstol skal træffe afgørelser på udvisningsområdet. Men politisk pres kan virke, selvom det er ukonventionelt. Og politisk pres virker allerede, siger eksperter.

Mette Frederiksen har igen skærpet den udlændingepolitiske tone efter sit møde med den italienske premierminister. Matteo Minnella/Reuters/Ritzau Scanpix

Statsminister Mette Frederiksen og den italienske premierminister Giorgia Meloni gik i sidste uge ud med et umisforståeligt klart budskab.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er skyld i, at det i flere tilfælde er blevet alt for svært for de europæiske nationer at udvise hårdkogte kriminelle udlændinge, lød det i et åbent brev med signatur fra syv andre europæisk lande.