Fødevarestyrelsen i kovending i nyt brev til minkavlerne: Trækker i land efter Mogens Jensens ulovlige ordre

Fødevarestyrelsen trækker nu i land i et nyt brev til landets minkavlere efter en ordre i strid med loven.

Minkavlerne har tirsdag morgen fået tilsendt et nyt brev fra Fødevarestyrelsen. I brevet står der, at beskeden om, at de skal aflive deres mink, blot er en opfordring. Regeringen har ikke hjemmel til at udstikke et påbud, hvilket fødevareminister Mogens Jensen (S) har erkendt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fødevarestyrelsen trækker nu i land i forhold til den ordre i strid med loven, som styrelsen på vegne af regeringen har sendt til alle minkavlere om at slå samtlige mink ned.

I en ny e-mail til landets minkavlere sendt tirsdag morgen gør Fødevarestyrelsen det nu klart, at der ikke er tale om en ordre – nu er det regeringens »ambition«, at alle mink i Danmark skal slås ned, og at regeringen er ved at sikre sig den nødvendige lovhjemmel.

Fødevarestyrelsen sendte fredag i sidste uge en e-mail med »Information til alle minkavlere i Danmark«, hvori styrelsen gjorde det klart, at alle mink på farme uden for de såkaldte sikkerhedszoner, hvor der er fundet smitte med covid-19, skal være slået ned senest 16. november.

»Du skal derfor begynde på aflivning og pelsning af besætningen hurtigst muligt,« fremgik det endvidere.

Regeringen og myndighederne har dog ikke lovhjemmel til at kræve mink uden for sikkerhedszonerne slået ned, som de har krævet i både e-mailen, på et pressemøde med statsminister Mette Frederiksen (S) og fødevareminister Mogens Jensen (S) og i en pressemeddelelse.

Mogens Jensen har i dag i et interview til TV 2 News beklaget, at ordren er blevet givet til minkavlerne, fordi der ikke er lovhjemmel til ordren, og at det i stedet skulle have været en opfordring til at slå mink uden for sikkerhedszonerne ned.

I den nye e-mail beklager Fødevarestyrelsen over for minkavlerne, at styrelsen har givet en forkert ordre om at slå alle mink ned.

»Situationen ændrer sig meget hurtigt lige nu, derfor har det været nødvendigt at præcisere og ændre i det brev, vi sendte ud fredag den 6. november. Fødevarestyrelsen beklager meget, at det i brevet ikke fremgik, at der for raske minkfarme, der befinder sig længere væk end 7,8 kilometer fra en smittet besætning, var tale om en opfordring til aflivning hurtigst muligt af hensyn til folkesundheden,« lyder det.

Hvor det af brevet fremgik, at »aflivningen af alle mink (også avlsdyr) skal være overstået den 16. november 2020«, hedder det altså nu, at det er regeringens »ambition«.

»Det er regeringens ambition, at aflivningen af alle mink (også avlsdyr) skal være overstået 16. november 2020, og det er således en betingelse for, at du bliver berettiget til at modtage bonus for hurtig aflivning, at du er færdig senest denne dato. Du skal være særlig opmærksom på, at der ikke er mink, der undslipper og løber ud i naturen.«

Det hedder endvidere, at regeringen nu er ved at skaffe den nødvendige lovgivning til at beordre alle mink uden for sikkerhedszonerne aflivet

»Regeringen har meldt ud, at alle mink i landet skal aflives af hensyn til folkesundheden. Det er vigtigt, at aflivningen foregår hurtigst muligt. Regeringen er derfor i fuld gang med at etablere de nødvendige hjemler til at påbyde aflivning uden for zonerne, til at udbetale de besluttede tempobonusser samt yde erstatning og kompensation til de berørte minkavlere.«

Regeringen ville oprindeligt have stemt en ny hastelov igennem tirsdag, men har kunnet konstatere, at der ikke var opbakning til dette, og derfor trukket det ønske tilbage.