Fødevareminister skal svare på bakteriefyldt fiskefars

Nye afsløringer af højt bakterieinhold i fiskefars får Enhedslisten til at kræve en forklaring fra fødevareminister Dan Jørgensen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

To undersøgelser viser, at der er for mange bakterier i pakker med fiskefars.

Fødevarestyrelsen offentliggjorde før jul en undersøgelse, der viste, at hver anden pakke med fiskefars havde et bakterieindhold, der lå på den forkerte side af myndighedernes vejledende grænseværdi.

Tirsdag aften bragte DRs forbrugerprogram Kontant resultatet af en stikprøveundersøgelse, der afslørede, at problemet ikke er blevet mindre. I DRs undersøgelse dumpede fire ud af de i alt 15 fiskefarser, altså godt en tredjedel af pakkerne med fiskefars.

Det får nu Enhedslisten til at kræve en forklaring.

»Det er forkasteligt, at mange butikker sælger fiskefars, der indeholder alt for mange bakterier. Det burde de have langt bedre styr på, men det ser også ud til, at fødevarekontrollen har svigtet og har undladt at gribe ind over for en branche, som ikke har levet op til tilliden,« siger Enhedslistens fødevareordfører Per Clausen (Ø) i en skriftlig kommentar.

Han kritiserer, at reglerne i 2010 blev lavet om, så butikkerne nu selv har ansvaret for at vurdere, om farsen er frisk.

»Det virker ubegribeligt, at man i 2010 fjerner en 24-timers regel trods mange advarsler mod dette og efterfølgende ikke følger effektivt op for at sikre sig, at denne ændring ikke får alvorlige konsekvenser for forbrugerne,« siger Per Clausen.

Han vil nu bede fødevareminister Dan Jørgensen (S) om en redegørelse for både beslutningsprocessen i 2010 og for baggrunden for, at »der ikke i 2012 blev strammet op på reglerne, da Fødevarestyrelsen blev opmærksom på, at de vejledende grænseværdier ikke blev overholdt«.