Opdateret

Fødevareminister: Det koster 1000 arbejdspladser i landbruget

Der skal rammes en balance, så der skabes nye job, hvor job i landbruget forsvinder, siger fødevareminister.

- Der er også en balance, der skal hænge sammen i vores land. Når nogle arbejdspladser falder væk i landdistrikterne, så skal der være andre muligheder for, at nye arbejdspladser kan opstå blandt andet med de nye teknologier, siger minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) efter præsentation af grøn trepartsaftale mandag aften. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Det vil koste omkring 1000 arbejdspladser i landbrugssektoren at gennemføre den aftale, som den grønne trepart mandag har præsenteret.

Det er vurderingen fra Finansministeriet ifølge minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V), som er en af fem ministre, som har deltaget i arbejdet sammen med organisationer, foreninger og KL.

Han regner dog med, at et "tilsvarende antal arbejdspladser" vil kunne skabes andre steder som følge af aftalen, blandt andet med skovrejsning og forskellige tekniske anlæg.

- Der er også en balance, der skal hænge sammen i vores land. Når nogle arbejdspladser falder væk i landdistrikterne, så skal der være andre muligheder for, at nye arbejdspladser kan opstå blandt andet med de nye teknologier, siger Jacob Jensen.

Det er dog ifølge ministeren meget svært at sige, hvordan regnestykket præcist kommer til at se ud.

- For det kommer an på, hvordan de her ordninger bliver taget imod, og hvor hurtigt det kommer til at gå, siger Jacob Jensen.

- Jeg tror, at man i Finansministeriet regner med en direkte effekt på omkring 1000 (tabte, red.) arbejdspladser, siger ministeren.

Går man frem til 2030, er der tale om samlet tilbagegang på 1500 arbejdspladser ifølge økonomiminister Stephanie Lose (V).

- Hvis man går frem til 2030 og ser på kombinationen af landbrug og skovbrug, så vil der i de økonomiske modeller være en tilbagegang på omkring 1500. Så vil der opstå jobs andre steder i økonomien, siger Lose.

Regeringen er, påpeger økonomiministeren optaget af, at der skabes job i de samme landdistrikter, som andre job i landbruget forsvinder.

- For eksempel sætter vi gang i en pyrolyse-indsats, som kun kan ske derude, hvor landbruget er, siger Lose.

- Vi er optaget af, at vi har lavet en CO2-aftale, hvor man rent faktisk kan handle og nedbringe sin CO2 kraftigt, siger ministeren med henvisning til det bundfradrag på 60 procent, der er koblet til CO2-afgifterne.

/ritzau/