FOA-oprør med sjælden paragraf: Sig nej til farligt arbejde

Vold og trusler i psykiatrien får FOA til at opfordre medlemmer til at bruge særlig ret til at stoppe arbejde.

Arkivfoto. Vold og trusler i psykiatrien får FOA til at opfordre medlemmer til at bruge særlig ret til at stoppe arbejde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

De ansatte i psykiatrien skal ikke føle sig nødsaget til at risikere liv og lemmer for at passe deres arbejde.

Derfor opfordrer fagforbundet FOA torsdag medlemmer, der arbejder i psykiatrien, til at bruge en særlig og sjælden ret til at værge sig mod at udføre arbejde. Det sker med henvisning til, at arbejdet er forbundet med fare.

Det skriver Avisen.dk.

Kampagnen skal oplyse personalet om deres rettigheder og er ikke en opfordring til strejke, lyder det fra forbundsformand i FOA Dennis Kristensen.

»Vi har gjort det, fordi vi har set de her forfærdelig mange tilfælde af trusler og vold mod de ansatte i psykiatrien. Det er både på bostederne og på de psykiatriske afdelinger«, siger han til Ritzau.

I starten af marts besluttede regeringen at trække et omdiskuteret lovforslag om socialpsykiatriske bosteder tilbage. Forslaget skulle have resulteret i 150 pladser på nye specialiserede socialpsykiatriske afdelinger.

Det får kritik fra Dennis Kristensen.

»Vi troede, vi ville få hjælp fra politikerne. De havde lagt op til, at vi skulle få 150 nye pladser, hvor de, som anses som de farligste på bostederne, kunne flyttes hen til et højere sikkerhedsniveau«, siger han til Ritzau.

Han påpeger også, at det ville lette presset på sengepladser på de psykiatriske afdelinger.

Lovforslaget udsprang af, at der de seneste fire år har været fem drab på ansatte på bosteder. Blandt andet på sosu-assistenter, som FOA repræsenterer.

/ritzau/