FOA: Ny handlingsplan skal forhindre drab på arbejdspladser

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og socialminister Manu Sareen mødtes fredag med en række fagorganisationer for at diskutere en national handlingsplan mod vold på arbejdspladser. FOAs formand, Dennis Kristensen, er positiv efter mødet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er akut behov for en national handlingsplan mod vold på danske arbejdspladser. Det mener forbundsformanden for Fag og Arbejde (FOA), Dennis Kristensen, der hurtigst muligt vil gøre op med tragiske hændelser som dem på bostederne Ringbo og Saxenhøj, hvor tre ansatte mistede livet, da de blev stukket ned af en beboer.

Derfor mødtes FOA og en række andre faglige organisationer fredag formiddag med beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og socialminister Manu Sareen (R) for at diskutere problemet med vold på danske arbejdspladser.

Ifølge Dennis Kristensen gav mødet store forhåbninger om, at politikerne på Christiansborg snart vil gøre noget for at forhindre sager, hvor ansatte bliver truet eller udsat for vold eller chikane.

»Begge ministre lyttede til vores bud på, hvordan vi løser dette alvorlige problem. Jeg oplevede en helt ny velvilje over for vores forslag om en national handlingsplan mod vold, trusler og chikane mod ansatte, der arbejder med mennesker,« siger Dennis Kristensen til Berlingske Nyhedsbureau og fortsætter:

»Manu Sareen og Mette Frederiksen går nu i tænkeboks, og så mødes vi igen for forhåbentlig at udforme noget konkret. De skrækkelige hændelser den seneste tid viser, at vi har behov for at gå fra tanke til handling meget hurtigt, men det er også min opfattelse, at regeringen er klar over dette,« siger han.

FOAs forslag til en national handlingsplan indeholder blandt andet bedre uddannelse til ansatte i risikofyldte erhverv, særlige rejsehold, der kan rådgive arbejdspladser om særligt vanskelige borgere og grundige undersøgelser af tidligere voldshandlinger, så man kan undgå lignende hændelser.

Dennis Kristensen håber, at politikere og fagorganisationer i fællesskab kan gennemføre tiltag, der rammer bredt på de danske arbejdspladser, men samtidig ikke krænker brugerne af systemet.

»Vi har haft fire drab på bosteder inden for de seneste to år, så politikerne ved godt, der er behov for at gøre noget. Nu skal vi kigge på, hvad der kan gøres nationalt, og vi har brug for det rigtige samspil mellem behandlings- og socialpsykiatri. Og vi har brug for den rigtige balance mellem beboere på bostedernes retssikkerhed og de ansattes fysiske sikkerhed,« siger Dennis Kristensen og slår fast, at FOAs forslag om en national handlingsplan kommer til at favne bredt på danske arbejdspladser:

»Vold mod ansatte er desværre et problem i rigtig mange brancher. Det rammer skolelærere, pædagogmedhjælpere, p-vagter, buschauffører, brandfolk og mange andre faggrupper, men det er klart, der er mere udsatte grupper end andre,« siger han.