Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Regeringen har allerede indgået en aftale om et samarbejde på asylområdet med det centralafrikanske land Rwanda.
Nogen konkret aftale om et dansk modtagecenter for flygtninge på rwandisk jord er dog ikke underskrevet endnu.
Og står det til Elisabeth Haslund, der er den danske talsperson for FNs flygtningeorganisation UNHCR, bør sådan en aftale slet ikke stables på benene.
»Vi er i UNHCR stadig meget bekymrede for Danmarks planer om at overføre asylbehandling og beskyttelse af flygtninge til et land uden for Europa. I UNHCRs optik er ideen om at outsource asyl, uanset om det er til Rwanda eller et andet land, ikke en ansvarlig eller holdbar løsning,« siger Elisabeth Haslund til Berlingske.
Rwanda huser nemlig allerede 130.000 flygtninge og mangler kyndige hænder til at behandle asylsager, ligesom landet tidligere har vist sig at behandlere asylansøgere og flygtninge på brutal vis.
Skød demonstrerende flygtninge
En rapport fra UNHCR fra 2020 fortæller om en række alvorlige sager om Rwandas håndtering af asylansøgere.
Eksempelvis blev mindst 12 flygtninge fra Congo dræbt af Rwandas politi, da de demonstrerede mod beskårede madrationer i en flygtningelejr i Congo.
Derudover blev adskillige flygtninge – heriblandt børn – anholdt af de lokale myndigheder i kølvandet på demonstrationen.
Disse blandt flere andre eksempler vidner ifølge UNHCR om, at Rwanda ikke har brug for flere flygtninge i landet, men snarere for hjælp til at håndtere de flygtninge, som allerede befinder sig i landet.
»Der er brug for, at det internationale samfund udviser solidaritet og støtter Rwanda i arbejdet med at sikre beskyttelse og løsninger for de mange flygtninge, de allerede har modtaget. Ikke omvendt,« siger Elisabeth Haslund.
Aftale kan lande i år
Ifølge Berlingskes oplysninger forventer regeringen at lande en endelig aftale om et modtagecenter i Rwanda i løbet af 2022.
Samarbejdet går hurtigere end forventet, og udlændingeordførerne for de partier, der sidste år muliggjorde oprettelsen af et asylcenter i et tredjeland, er indkaldt til møde med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) 28. april.
Kort inden påske bekendtgjorde Storbritannien, at der var underskrevet en aftale med Rwanda om, at asylansøgere, der kommer til Storbritannien, skal sendes til det afrikanske land, hvor asylbehandlingen foretages, og hvor de vil kunne ansøge om opholdstilladelse.
Et af ræsonnementerne bag aftalen var, at man ville forhindre, at flygtninge tog den farefulde rejse over den engelske kanal.
Den danske regering ønsker at indgå en lignende aftale.