Flytning til ghetto skal koste dyrt i kontanthjælp

Regeringen vil sænke kontanthjælp til integrationsydelse, hvis modtageren flytter til en såkaldt hård ghetto.

Lars Løkke Rasmussen præsenterer regeringens Ghetto-udspil på et pressemøde i Mjølnerparken torsdag den 1 marts 2018. (Foto: Liselotte Sabroe/Scanpix 2018) Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

København. Det skal koste kontanthjælpsmodtagere dyrt, hvis de fremover flytter ind i et af de 16 boligområder i Danmark, som regeringen betegner som "de hårdeste ghettoer".

Og borgere, der er på integrationsydelse, skal slet ikke have lov til at flytte ind i de hårdest belastede områder, foreslår regeringen.

Regeringen foreslår i sit udspil "Ét Danmark uden parallelsamfund", at kontanthjælpsmodtagere, der flytter til "de hårdeste ghettoer", skal have sat deres ydelse ned til et niveau, der svarer til den lavere integrationsydelse.

Det svarer til en nedgang på tusindvis af kroner om måneden. I dag kan en kontanthjælpsmodtager over 30 år, der ikke er forsørger ifølge borger.dk få 11.282 kroner om måneden.

På integrationsydelse vil den samme person få 6106 kroner.

Og de personer, der er på den egentlige integrationsydelse, skal slet ikke have lov at flytte ind i de mest udsatte boligområder.

Det er personer, der ikke har opholdt sig i Danmark i syv ud af de seneste otte år, der får integrationsydelse i stedet for kontanthjælp.

Regeringen har et mål om at ændre beboersammensætningen i de udsatte boligområder.

Og for at nå det mål, skal det være økonomisk mindre attraktivt for kontanthjælpsmodtagere at flytte ind i områderne, bliver det forklaret i udspillet.

Det gælder dog kun de boligområder, der de sidste fire år har optrådt på regeringens ghettoliste. Det er dem, regeringen betegner som de hårdeste ghettoer.

Derudover foreslår regeringen, at kommunerne ikke længere skal kunne anvise kontanthjælpsmodtagere en lejlighed i de udsatte boligområder. Og det skal være obligatorisk at lade ressourcestærke lejere komme foran i køen, lyder et andet forslag.

/ritzau/