Flygtningehjælp: Kvoteflygtninges behov er kun vokset

Danmark har ikke taget kvoteflygtninge siden 2016, og i mellemtiden er deres behov kun steget, siger asylchef.

Det er bare med at komme i gang, for antallet af særligt sårbare i FN's kvoteflygtningesystem er kun steget over de senere år.

Det er meldingen fra Dansk Flygtningehjælps asylchef, Eva Singer, efter at Lars Løkke Rasmussen (V) torsdag åbnede op for, at Danmark "snart" igen skal til at tage kvoteflygtninge.

»Jo hurtigere jo bedre, for som vi hele tiden har sagt, så er det vigtigt, at Danmark tager sin del af ansvaret,« siger hun.

I de tre år der er gået, siden regeringen besluttede at stoppe med at modtage de særlige kvoteflygtninge, har især USA under præsident Trump trukket i den forkerte retning.

»Behovet er både gået op, fordi der er flere flygtninge med behov, og fordi USA i dag tager færre. Så der er færre om at dele byrden,« siger Eva Singer.

Hun påpeger, at USA tidligere har taget et stort ansvar i forhold til kvoteflygtninge.

Under præsident Barack Obama modtog USA op mod 110.000 flygtninge om året.

Da Donald Trump kom til, halverede han straks antallet, og han har løbende sat det yderligere ned, således at USA i 2019 har meldt, at det maksimalt vil modtage 30.000 flygtninge.

Danmark tog frem til 2016 årligt op til 500 kvoteflygtninge, og står det til Lars Løkke Rasmussen skal Danmark fremover modtage omtrent det samme antal.

I en ny bog, der blev offentliggjort torsdag, erkender han, at med de igangværende katastrofer og krige bliver kvotesystemet »aldrig andet end en symbolhandling«.

/ritzau/