Flugten til Europa: Benafsha og hendes baby nåede i land

Efter timer i en overfyldt gummibåd nåede Benafsha Behishty og hendes baby den græske ø Lesbos. Den afghanske kvinde vil til Nordeuropa – ligesom rigtig mange andre af de tusindvis af flygtninge, der bruger de græske øer som adgangsport til EU.

Afghanske flygtninge ankommer til til den græske ferieø Lesbos. Efterfølgende punkterer de gummibåd, der har bragt dem fra Tyrkiet, for ikke at risikere at blive sat tilbage på havet. Fold sammen
Læs mere

Da den sorte, godt syv meter lange gummibåd rammer den stenede strand ved Skala Sykaminias på den nordligste spids af den græske ø Lesbos, skynder alle passagererne sig at springe i land. Så gør en af dem – en ung mand, der ligner en teenager – det, han har fået besked på af menneskesmuglerne på den anden side af Ægæerhavet: Han punkterer øjeblikkelig gummibåden, så de ikke kan blive sendt tilbage til Tyrkiet.

De er tilsammen 50 personer – mænd, kvinder og børn. Alle fra Afghanistan. Ingen af dem ved ret meget om, hvor den to en halv time lange sejltur i den tætpakkede gummibåd har bragt dem hen, og de har ingen forestilling om, hvor de skal gå hen, eller hvad der venter dem. De ved bare, at de er på jagt efter et bedre liv end det, de er flygtet fra, og flere af dem siger, at de vil til Tyskland, Sverige eller Danmark.

»Jeg vil videre til Tyskland. Menneskesmuglerne sagde, at vi kan få hjælp og arbejde der,« siger Ahmad, der fortæller, at han er »student« og »under 18 år«.

Med andre ord er Ahmad mindreårig og tilmed uledsaget flygtning som flere andre af de knap 50 afghanere fra den sorte gummibåd.

Født som flygtning

Der er også flere kvinder i gummibåden. To af dem er gravide, og andre har små børn, som holder sig tæt ind til deres mor uden et kny. Benafsha Behishty holder sin kun en måned gamle baby tæt ind til kroppen, mens hun ligesom sine medrejsende får styr på den smule bagage, hun har med.

Så begynder de håbefulde flygtninge af gå hen ad stranden – hvor de punkterede rester af andre sorte gummibåde skvulper rundt i brændingen og vidner om, at Lesbos og de øvrige græske øer langs Tyrkiets kyst for alvor er blevet en lukrativ rute for menneskesmuglerne – og en travl indgangsport til Europa.

Også Benafsha håber, at hun og babyen kan nå frem til Tyskland, måske Østrig, og få lov at blive der.

»Jeg kunne ikke blive i Afghanistan. Jeg er journalist, og det er i sig selv nok til at blive dræbt af Taleban. At jeg så tilmed er kvindelig journalist er ifølge Taleban helt utilgiveligt, og derfor har de truet mig på livet,« forklarer den nybagte moder, mens hun står der med en baby i lyserød sparkedragt, en lille rygsæk med sine ejendele og en mindre taske med babyudstyr.

Det meste lader hun tilbage på bænken. Det er drivvådt efter turen i gummibåden og for tungt at bære. Forude venter 50 kilometer til fods, delvist i bjergrigt terræn, i næsten 30 graders varme for at nå frem til hovedbyen på Lesbos, Mytilini. Her skal bådflygtningene registreres af politiet, inden de kan tage færgen til den græske hovedstad, Athen, og herfra – for flertallets vedkommende – blive smuglet længere op i Europa.

Flygtninge helt fra Bangladesh

De fleste af gummibådsflygtningene er syrere, der vil væk fra den nu fire år lange og udsigtsløse borgerkrig i deres hjemland. Men der er også et stort antal afghanere, der ligesom Benafsha Behishty og hendes medrejsende vælger at bryde op, fordi NATOs 13 år lange indsats i Afghanistan hverken har givet en tilstrækkelig stabilitet, en ordentligt sikkerhed eller arbejdspladser nok.

En mindre del af flygtningene kommer fra så fjerne lande som Bangladesh, Yemen, Eritrea og Sudan, og selv om Grækenland og landets ferieøer langs den tyrkiske kyst nu i en del år har tjent som transitland for flygtningene, er presset på Lesbos, Chios, Kos og de øvrige øer taget kraftigt til på det seneste.

»Bare i den seneste uges tid har vi her på Lesbos modtaget 300 flygtninge om dagen,« konstaterer Spiros Galinos, der er borgmester i øens største by, Mytilini.

Borgmesteren understreger, at flygtningestrømmen – eller folkevandringen, som nogle af øboerne her på Lesbos kalder det – ikke kun er et græsk problem.

»Det er et fælleseuropæisk problem. For flygtningene risikerer ikke livet og bruger ikke hele deres formue for at komme til Grækenland. De fleste vil videre til andre lande i Europa,« siger Spiros Galinos, der samtidig beskylder Tyrkiet for at ikke at gøre noget for at bremse menneskesmuglerne.

Tyrkerne peger omvendt på, at man står med et endnu større problem end alle EU-landene tilsammen: Tyrkiet huser nu næsten to millioner flygtninge, og rigtigt mange af dem vil videre mod Europa, fortæller flere af de syrere og afghanere, som allerede har taget turen, og som Berlingske møder her på Lesbos.

Invasion af elendighed

Ifølge FNs Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) er der alene i årets fem første måneder ankommet flere end 42.000 flygtninge til de græske øer. Det er seks gange flere end i den samme periode sidste år og næsten lige så mange som det samlede antal i 2014.

»Det er en invasion af elendighed,« konstaterer borgmesteren i Lesbos’ største by, hvor myndighederne kæmper en ulige kamp for at holde trit med flygtningestrømmen.

Det interimistiske modtagelsescenter, der er indrettet i en lille tidligere militærlejr, er for længst overfyldt, og flygtningene overnatter derfor under oliventræerne udenfor og på parkeringspladsen ved havnen.

Det er det – samt tre simple måltider organiseret af øens myndigheder – der venter den afghanske mor og hendes baby, når de engang har tilbagelagt de 50 km til hovedbyen.

»Ja«, svarer Benafsha Behishty, da hun gør et stop ved en bænk i en lille by for at skifte ble på babyen. »Jeg ved godt, at Tyskland og de andre lande ikke kan rumme hele Afghanistans befolkning. Men hvad skal jeg gøre?«