Flertal vil have Løkke til at kræve Amdi udleveret af Mexico

Under sit besøg i Mexico bør statsministeren kræve, at landet udleverer Tvindlederen, mener politisk flertal.

Senest i august sidste år meddelte myndighederne i Mexico, at landet ikke vil udlevere den i dag 78-årige Mogens Amdi Petersen (arkivfoto). Scanpix/Palle Hedemann
Læs mere
Fold sammen

Mexico City. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bør under sit besøg hos præsident Enrique Peña Nieto i Mexico forlange Tvind-leder Mogens Amdi Petersen udleveret til Danmark.

Det mener et politisk flertal bestående af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og SF forud for statsministerens besøg, der indledes søndag.

Det skriver Jyllands-Posten.

- Det er krænkende for retsbevidstheden, at Amdi kan skjule sig derovre, siger Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, til avisen.

Statsministeriet oplyser til Jyllands-Posten, at man forventer, at Løkke vil nævne sagen for præsident Peña Nieto.

- De danske myndigheder har i en årrække forsøgt at få Mogens Amdi Petersen og de andre fra Tvindsagen udleveret til strafforfølgning i Danmark.

- Der er en løbende dialog med de mexicanske myndigheder herom, og statsministeren ventes at nævne sagen over for præsidenten, ligesom han gjorde, da de seneste mødtes i april 2016, skriver ministeriet.

Dansk politi anmodede for mere end to år siden de mexicanske myndigheder om at anholde Mogens Amdi Petersen og udlevere ham til Danmark.

Men senest i august sidste år meddelte myndighederne i Mexico, at landet ikke vil udlevere den 78-årige Amdi.

Ifølge Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK) begrunder Mexico afvisningen med, at det i henhold loven ikke kan udlevere en person til et andet land, hvis personen er blevet frikendt ved det pågældende lands første retlige instans - i dette tilfælde ved en byret i Danmark.

Mogens Amdi Petersen og fire andre ledende personer fra Tvind har været eftersøgt af dansk politi i ti år.

De blev i 2006 frikendt for underslæb og skattesvig ved byretten i Ringkøbing. Anklagemyndigheden nåede ikke at forkynde en ankesag over for dem, før de var rejst ud af Danmark.

/ritzau/