Et bredt politisk flertal er enige om at ville ændre valgloven for at dæmme op for udenlandsk påvirkning og sikre danske valgkampe mod indflydelse fra magtfulde udlændinge.
Det kunne være i form af udenlandske bidrag til danske valgkampe. Det fremgår af en meddelelse fra partierne til Ritzau.
- I en urolig verden er det vigtigere end nogensinde at værne om det danske folkestyre. Vi skal beskytte vores demokrati mod udenlandsk påvirkning af vores valg og beslutningsprocesser lokalt og nationalt, lyder det.
Udmeldingen kommer, efter at milliardæren Elon Musk på det seneste har haft en stigende interesse i europæisk politik.
For nylig hastebehandlede det grønlandske parlament, Inatsisartut, en lov med et forbud mod udenlandske donationer kort inden, at valget blev udskrevet.
Det skete efter frygt for udenlandsk indblanding som følge af stor interesse fra den nye amerikanske præsident, Donald Trump.
I Danmark pålægger Folketinget nu regeringen "hurtigst muligt" at fremsætte et lovforslag, som forbyder udenlandske bidrag til politiske partier og kandidater til politiske embeder i bred forstand.
Bag det står regeringspartierne og SF, De Radikale, Enhedslisten, Alternativet samt De Konservative og Danmarksdemokraterne.
Det er ikke en endelig aftale, men kan ses som et politisk håndslag.
Det danske folketingsvalg i 2022 forløb uden indblanding fra fremmede statslige efterretningstjenester ifølge Politiets Efterretningstjeneste og andre myndigheder.
Der har flere gange i Danmark været antræk til, at der skulle ændres på valgloven. Blandt andet i forhold til at dæmme op for flere separate donationer til samme politiker for at skjule donorens identitet.
Den seneste ændring af loven gjorde det primært sværere for helt små partier som Stram Kurs at få offentlig støtte.
Musk har i den seneste tid blandet sig i især tysk politik. Blandt andet ved at opfordre tyske vælgere til at stemme på det højrenationalistiske parti Alternative für Deutschland (AfD).
Musk har desuden haft spalteplads i den tyske avis Die Welt og lavet et større interview med AfD-leder Alice Weidel.
/ritzau/