Flertal: Udlændinge skal selv betale velfærd

Danskerne støtter statsministerens tanker om, at udlændinge skal optjene ret til velfærd.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) må konstatere, at der internt i regeringen er uenighed om, hvorvidt udlændinge skal optjene ret til velfærdsydelser i Danmark, så bakker et flertal af danskerne ham op.

I en Gallup-måling foretaget for Berlingske svarer 59 procent af vælgerne, at de er tilhænger af, at indføre »et optjeningsprincip til visse velfærdsydelser som lægehjælp, hjemmehjælp og gymnasieuddannelser«, mens 38 procent afviser idéen. Den positive modtagelse overrasker professor ved Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet, Jon Kvist.

»Tallet er overraskende højt, fordi vi i Danmark jo har en tradition for en solidarisk adgang til velfærdsydelser,« siger han.

Jon Kvist forklarer flertallets holdning med, at optjening til visse ydelser allerede er et kendt princip. Således skal man f.eks. have boet i Danmark i 40 år for at få fuld folkepension.

Ifølge Berlingske oplysninger indebærer velfærdsplanen bl.a., at udlændinge skal tegne en privat sundhedsforsikring de første fire år, de opholder sig i Danmark.

Planen har skabt splid mellem V og K, men Galluptallene bekræfter Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, i, at det er den rette vej at gå.

»Man skal ikke bare komme til Danmark i 14 dage som jordbærplukker, og så få ret til alle velfærdsydelser,« siger Trane Nørby, der understreger, at der fortsat skal gælde gratis og lige adgang til akut lægehjælp.

De konservative er dog fortsat skeptiske , når det gælder dele af forslaget, fastslår politisk ordfører Carina Christensen.

»Vi hører bekymringerne fra Dansk Arbejdsgiverforening, som siger, at vi skal passe på ikke at lave løsninger, så højtuddannet arbejdskraft ikke vil komme til Danmark,« siger hun.

Jon Kvist mener, at arbejdet bedst kan beskrives som at skyde gråspurve med kanoner: »Der er ikke mange penge i det her,« siger han.

INFOSHOP: Danskernes holdning indvandring gennem 20 år