Et politisk flertal vil have undersøgt, hvorvidt der foregår infiltration i Danmark – altså om visse grupper af udlændinge bruger »deres position i samfundet til at undergrave Danmark indefra,« som socialdemokraten Frederik Vad formulerede det på talerstolen for nylig.
Venstre, Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Moderaterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Alternativet støtter alle, at der laves en undersøgelse af omfanget af såkaldt infiltration herhjemme.
Det står klart, efter Berlingske har spurgt partierne, om de vil støtte, at regeringen tager initiativ til at foretage en sådan undersøgelse.
I knap en måned har debatten om en undersøgelse af infiltration i det danske samfund kørt herhjemme, efter at Socialdemokratiets udlændingeordfører, Frederik Vad, fra Folketingets talerstol satte spot på emnet.
Med sig havde Vad en rapport fra det svenske kriminalpræventive råd, der konkluderer, at kriminelle bander i Sverige benytter sig af såkaldte »möjliggörare« (muliggørere, red.) til at infiltrere offentlige og private institutioner i Sverige. Det drejer sig blandt andet om retsvæsenet, kommunalforvaltninger, bank- og finansbranchen, juridiske rådgivere, sikkerheds- og vagtbranchen samt transportsektoren, hvor kriminelle bander har rekrutteret medarbejdere til at hjælpe dem med deres lyssky aktiviteter.
Mens rapporten entydigt konkluderer, at infiltration finder sted i samtlige undersøgte sektorer af det svenske samfund, fortæller den dog ikke noget om omfanget, og Vad har heller ikke præsenteret data på problemet og dets eventuelle omfang i en dansk kontekst. Ganske enkelt fordi man ikke har undersøgt det.
Tøvende minister
Siden er udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) ved flere lejligheder blevet spurgt, om han vil tage initiativ til at lave en undersøgelse á la den svenske.
Og selvom ministeren bakker sin partikollega op i sin teori om, at der findes eksempler på, at udlændinge har misbrugt deres embede til at begå lyssky aktiviteter, så er han tøvende med at sætte gang i en dansk undersøgelse.
Til Berlingske svarede ministeren henholdende.
»I første omgang har jeg bedt mit embedsværk se nærmere på den svenske undersøgelse og på, hvordan de svenske myndigheder vil adressere problematikken. Så må vi løbende overveje behovet for nye initiativer derefter,« lød det i et skriftligt svar fra Dybvad.
Og endnu mere tøvende var ministeren, da han gæstede B.T.-podcasten Borgerlig Tabloid 24. april.
»Jeg er ikke sikker på, at vi løser et problem ved at kaste en masse penge efter nogle forskere, som så konkluderer, at der ikke findes noget problem, når vi kan se, at de, der rent faktisk arbejder med det til daglig, kan se, at der er et problem.«
Men det er altså ikke godt nok, mener ti af Folketingets partier, der nu vil have undersøgt de problemer, som både Frederik Vad og Kaare Dybvad har skitseret.
I en sms til Berlingske skriver Venstres politiske ordfører, Torsten Schack, at partiet nu bakker op om en undersøgelse.
»I årtier har Venstre været garant for en stram, men fair udlændingepolitik, og derfor er vi langtfra i samme situation som i Sverige, der er ved at blive overtaget af kriminelle udlændinge og indvandrerbander. Men sagerne fra Aarhus og Aalborg virker til at være alvorlige, og derfor synes jeg, det kan være fornuftigt at indlede en undersøgelse af, om vi herhjemme har et problem med infiltrering, som vi ser i Sverige,« skriver han med henvisning til blandt andet sagen om den socialdemokratiske rådmand i Aalborg Nuuradiin Hussein, der aktivt har blandet sig i en sag, hvor en familie stod over for en tvangsfjernelse.
Også Moderaternes udlændingeordfører, Mohammad Rona, ønsker en undersøgelse af omfanget af problemet i Danmark. Det bekræfter han over for Berlingske i en sms.
»Det skal undersøges,« skriver han kort.
Stort flertal
De to regeringspartier tilslutter sig en bred gruppe af oppositionspartier, som alle ønsker en undersøgelse af infiltrationen i Danmark.
Danmarksdemokraternes udlændingeordfører, Peter Skaarup, kalder »det helt nødvendigt« med en undersøgelse, mens Liberal Alliances ordfører, Steffen Larsen, planlægger at stille et beslutningsforlag om netop en sådan undersøgelse.
»I første omgang stiller vi det i LA, men hvis andre partier vil tilsluttes som medunderskrivere, så ønsker jeg dem velkommen,« siger han til Berlingske.
SF som ellers har været tøvende med at blande sig i debatten vil også gerne have en undersøgelse.
»I SF synes vi, at det er vigtigt, at fakta er på plads, så diskussionen bliver ført på et sagligt grundlag, og man hverken nedtoner problemerne eller generaliserer. Så vi er åbne overfor en undersøgelse,« siger udlændingeordfører Anne Valentina Berthelsen.
Mette Abildgaard fra De Konservative efterlyser ligesom sin kollega også, at der kommer mere viden ind i debatten.
»Jeg synes, at debatten har vist, at der er et behov for at tage den her debat på et lidt mere oplyst grundlag, fordi den er baseret meget på de oplevelser, som forskellige parter beretter,« siger hun.
Sammen med Dansk Folkeparti, Alternativet og Radikale Venstre er der altså 111 mandater bag en undersøgelse.
Derfor er Udlændinge- og integrationsminister da også hurtigt til at hoppe med på ideen om en undersøgelse, da han ringer tilbage til Berlinske sidst på eftermiddagen fredag.
»Jeg er helt enig med både Frederik Vad og med de øvrige partier i, at det er en god ide, at vi får noget mere viden om det her. Det er også tydeligt i debatten. Jeg hører det tit, når jeg taler med folk, der arbejder med det her, men det er klart, det ville være bedre, hvis vi vidste noget mere konkret om det,« siger Dybvad.
Du har tidligere været mere forbeholden, når du er blevet spurgt til en sådan undersøgelse. Hvorfor har du det egentlig det, når du nu er enig med dine folketingskollegaer?
»Det var sådan set bare fordi, vi havde en undersøgelse for nogle år siden af social kontrol, som Inger Støjberg (tidligere udlændinge- og intgrationsminister for Venstre, red.) satte i gang, hvor det endte med at være nogle forskere, der slet ikke anerkendte problemstillingen, som lavede den. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at man tænker sig om i forhold til, hvordan man gør det.
»Men jeg er enig i, at vi skal lavet en undersøgelse, men vi skal jo lave det på en måde, hvor vi er sikre på, at vi også får et billede, der afspejler virkeligheden, og som ikke er sådan sammenstykket af alt mulig teoretisk tænkning.«
Kaare Dybvad har derfor sat sine embedsmænd i gang med at udarbejde en undersøgelse, som han forventer at have et resultat af inden årets udgang.
Artiklen er opdateret klokken 17.04 med citater fra udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek.