Det lyder ellers som et smukt og idyllisk besøg.

»Oplev gammel skov, fugtige moser og vandhuller. Mens du vandrer på en af de tre anlagte naturstier, kan du se et mylder af flaksende og sjældne sommerfugle, fugle på træk i titusindvis og heste, der lever frit,« fremgår det på hjemmesiden om Bøtøskoven, der ligger på Falster.

I skoven er de vilde heste »naturens egne skovarbejdere, der ikke larmer«, og sammen med kvæg går de ude hele året og »plejer naturen«.

De æder »skud af buske og træer og forhindrer, at arealerne gror til igen. Det sørger for den rigtige balance mellem åbne græsarealer og områder med skov«, står der.

Men virkeligheden er en helt anden ifølge et opslag, der lige nu florerer på Facebook.

Her trasker i stedet en udmagret hest afsted og leder efter et græsstrå at nippe til.

Billederne er ifølge opslaget fra Bøtøskoven på Falster og både taget i år og sidste år, og flere kommenterer, at det er bevis for, at dyrevelfærden sættes over styr, når vilde dyr indgår som led i naturpleje, hvor deres opgave er at holde vegetationen nede.

Kritikere peger på, at dyrene måske nok bliver kaldt vilde, men reelt ikke er det, fordi de er begrænset i deres muligheder for at finde mad, når de går i et indhegnet område og ikke kan vandre til mere frodige egne.

Dyrlæge Kim Rasmussen har tilset dyrene i Bøtøskoven og fortæller til Berlingske, at hopperne med føl og de drægtige hopper var blevet for tynde.

Han tilså hestene 12. februar, hvor de så godt ud, men på det tidspunkt var mulighederne for at finde foder ved at være udtømt i Bøtøskoven. Torsdag den 18. marts var han forbi igen.

»Da var det åbenlyst, at vi var nødt til at gribe ind. Enten skulle de aflives, eller også skulle de fodres anderledes – for eksempel tages væk fra området og have tilskudsfoder,« siger han.

Dyrlægen understreger, at han kun tilser hestene, når han bliver tilkaldt.

Den Danske Naturfond, som er ansvarlig for Bøtøskoven og hestene, svarer, at selvom nogle af dyrene skulle have ekstra foder, kan de ikke genkende billedet af, at hestene har været udsat for vanrøgt, som det fremgår af Facebook-opslaget.

»Der er ikke udsultede heste i Bøtøskoven,« siger Flemming Nielsen fra Den Danske Naturfond til Berlingske.

Flere sager om sultne køer og heste

Hestene i Bøtøskoven er det seneste eksempel på dyr i naturpleje, der vækker forargelse og kritik.

I disse dage verserer også en sag om kvæg i Kronjylland, hvor dyrene ifølge TV 2 har været udsultede. Flere er døde, mens drægtige køer har aborteret dødfødte kalve. Naturstyrelsen, der er ansvarlig for dyrene, er på den baggrund blevet politianmeldt.

Det var ifølge TV 2 en dyrlæge, der i februar slog alarm og konstaterede i sin tilsynsrapport, at det er »ekstremt alarmerende, at kvæget henover vinteren har forsøgt at spise bark samt giftig gyvel i desperation over for lidt foder«, og at han i sine år som dyrlæge »aldrig har set lignende«.

Sidste år var der desuden en anden sag om misrøgt af heste i Silkeborg i forbindelse med et naturplejeprojekt.

Dyrenes Beskyttelse anmeldte dengang den omfattende misrøgt af en flok heste til politiet i Silkeborg.

Hestene gik i en plantage nær Vrads i Silkeborg Kommune og var også en del af et naturplejningsprojekt, men dyreværnschef Yvonne Johansen fra Dyrenes Beskyttelse fortalte dengang til Ridehesten.dk, at hestene var fundet udsultede, og at der lå flere kadavere i plantagen.

Dyreværnschefen vurderede, at der ikke var taget hensyn til hestenes behov for næring.

Bekymret for ny lov

Lige nu forsøger regeringen at ændre loven, så det i forbindelse med kommende naturnationalparker ikke er et krav at tilse hvert enkelt dyr men derimod den samlede bestand, som lever i områderne i forbindelse med naturpleje.

Og det bekymrer blandt andre Dyrenes Beskyttelse.

»Vi er ikke imod naturpleje, men det må aldrig være på bekostning af dyrene,« siger Yvonne Johansen, dyrlæge og dyreværnschef ved Dyrenes Beskyttelse.

»I dag gælder dyrevelfærdsloven for alle dyr. Men regeringen vil nu undtage nogle af de dyr, der går i naturpleje. Det kan have den konsekvens, at der ikke er samme tilsynskrav, og det er helt essentielt for at opdage, at de mangler foder,« siger hun.

Yvonne Johansen peger på, at der over tid har været flere kritisable sager om dyr, som er sat ud i naturen i forbindelse med naturpleje.

»De har ikke haft nok foder særligt om vinteren. Så bliver dyrene magre og kan få problemer med at holde sig varme,« siger hun.

Hun understreger, at selvom heste og kvæg lever frit, er de stadig begrænset af hegn. Hvis de ikke kan finde tilstrækkeligt foder, vil de naturligt vandre til et andet område. Men det kan de vilde heste og kvæg i Danmark ikke, fordi de er indhegnet.

»Så må man tilskudsfoder eller helt nedlægge hegnet. Derfor er der nødt til at være ansvar for de her dyr, og det kræver, at alle dyr bliver tilset dagligt, og at det sikres, at de har tilstrækkeligt foder,« siger Yvonne Johansen.

Hun er derfor bekymret for, at regeringens ønskede ændringer vil betyde, at endnu flere dyr vil blive udmagrede.

Berlingske har bedt om en kommentar fra miljøminister Lea Wermelin (S), men ministeren har ikke ønsket at kommentere historien.