Flere partier kræver fastfrysning af grundskyld

Både Liberal Alliance og De Konservative ønsker fastfrysning af grundskyld næste år. DF er åben for forslaget.

Da de fire blå partier sidste år indgik aftale om finansloven var en fastfrysning af grundskylden for boligejerne i 2017 et af hovedpunkterne.

Og det skal det også være i år, hvis det står til De Konservative, der har et stop for stigninger i grundskylden øverst på ønskelisten.

- Ingen boligejere skal betale mere i skat i 2017 end de gjorde i 2015, siger De Konservatives formand Søren Pape Poulsen med henvisning til, at det sidste år lykkedes at fastfryse grundskylden.

Ifølge Søren Pape Poulsen giver det ikke mening at lade grundskylden stige, når partierne i disse dage samtidig forhandler om både ejendomsvurderinger og indretning af boligskatten på længere sigt.

I den periode må boligejerne have ro om deres situation, mener De Konservatives formand.

Forslaget har opbakning fra Liberal Alliance, der ud over en fastfrysning af grundskylden også går efter en sænkning af registreringsafgiften.

Dermed er det kun regeringen og Dansk Folkeparti, der skal overtales. Og DF-formand Kristian Thulesen Dahl er ikke afvisende.

- Det er ikke et punkt, vi selv har med, men vi anerkender selvfølgelig, at andre partier har det ønske. Vi ser det i lyset af et nyt boligskattesystem, som skal skabe tryghed for boligejerne, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han peger dermed ligesom Søren Pape Poulsen på, at der er brug for "tryghed" for boligejerne.

- Vi skal diskutere, hvordan man sikre boligejerne tryghed i den periode, hvor vi diskutere indretningen af et nyt boligskattesystem.

- En af måderne at gøre det på er at lade være med at have de skattestigninger, der ligger i systemet i dag, indtil man har lavet et nyt system. Det er et af elementerne, der kan sikre tryghed.

- Og det anerkender vi selvfølgelig, at andre partier har på deres ønskeliste, siger Kristian Thulesen Dahl.

/ritzau/