Flere partier: Dansk landbrug skal satse på hamp-eventyr

Danske landmænd skal dyrke mere hamp og gøre dansk landbrug til en storaktør i produktionen af hamp til medicinsk formål, lyder det fra flere partier på Christiansborg. Eksperter og landmænd bakker op.

Fremover skal de danske marker være fyldt med hamp, og landmændene skal være med til at gøre det til en stor industri herhjemme. Det mener flere partier på Christiansborg, der nu ser en forretningsmæssig fordel i, at medicinsk cannabis bliver lovliggjort. Fold sammen
Læs mere

I tv-serien 'Arvingerne' gik Signe 'Sunshine' Larsen rundt på sine marker blandt meter høje hampplanter og glædede sig over at have kastet sig ud i et hampeventyr.

Hun havde stor tiltro til, at hamp var en god fremtidsinvestering. Hun troede på sin plan. Og selvom det som bekendt ikke endte med at blive en god forretning for Signe i DRs tv-serie, kan hamp i den virkelige verden være en rigtig god landbrugsmulighed, lyder det nu fra en række politiske partier på Christiansborg.

De vil have danske landmænd med i et landbrugseventyr, hvor hamp spiller hovedrollen.

Drømmen om et erhvervsmæssigt landbrugsfremstød fyldt med hamp udspringer af en diskussion på Christiansborg, hvor et snævert flertal lige nu vil have legaliseret, at læger fremover kan udskrive mere medicin med cannabis til deres patienter.

Medicinsk cannabis er nemlig en kæmpe industri i flere lande. Og bagved den medicinske cannabis gemmer hampplanten sig. En afgrøde, som kan bruges til rigtig mange ting - herunder altså til medicin.

Og hvis medicinsk cannabis rent faktisk bliver legaliseret af et flertal i Folketinget, så skal danske landmænd satse på at dyrke og høste planten mere, end den bliver i dag, hvis det står til eksempelvis Alternativet.

Partiets landbrugsordfører, Christian Poll, pointerer, hvordan andre lande gør medicinsk cannabis til en stor industri.

»Man er i fuld gang i USA og andre steder, så det er bare med at komme i gang og gerne så hurtigt som muligt,« siger Christian Poll, der mener, at hampdyrkning er et »kæmpe erhvervsvindue for et trængt landbrugserhverv«.

»Hvis vi legaliserer medicinsk cannabis, så skal landbruget jo kunne byde ind og hjælpe med at producere det,« siger han og påpeger:

»Det er vigtigt, at vi ser medicinsk cannabis som det store potentiale, det er for landbrugserhvervet, der står og har brug for nogle nye veje,« siger han.

DF har også ja-hatten på

Også Dansk Folkepartis landbrugsordfører, René Christensen, ser gode muligheder for mere hamp på de danske marker.

»Vi har ja-hatten på, hvis der er en forretningsmulighed i medicinsk cannabis. Og vi vil gerne se på, hvordan vi kan håndtere det i Danmark,« siger han.

Landbrugsmuligheden vækker også begejstring hos Enhedslisten, hvor landbrugsordfører Maria Reumert Gjerding synes, at dansk dyrkede hampplanter til medicinsk cannabis lyder »meget fornuftigt«.

»Det kræver selvfølgelig, at det bliver lovliggjort. Men vi ser et meget stort potientiale i hamp,« siger hun.

Hos Socialdemokraterne vil man først afvente, om medicinsk cannabis bliver legaliseret, inden man tager stilling til et evt. landbrugseventyr.

»Men kommer det så vidt, så vil jeg i grunden være tryg ved, at det kunne være dygtige danske landmænd, som skulle dyrke højværdihamp,« siger partiets landbrugsordfører, Simon Kollerup.

VK er uldne

Regeringspartiet Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen vil først diskutere et dansk hampeventyr, hvis medicinsk cannabis bliver legaliseret.

»Der er på nuværende tidspunkt ikke et tilstrækkelig sundhedsfagligt grundlag for medicinsk cannabis, så det vil kræve nærmere undersøgelser. Og i det øjeblik, at det foreligger, så tager vi selvfølgelig stilling til sagen, herunder også de landbrugsmæssige vinkler,« siger han.

De Konservatives landbrugsordfører, Rasmus Jarlov, henviser også til, at medicinsk cannabis ikke er legaliseret endnu. Derfor ser han ingen grund til at diskutere et muligt fremstød inden for hampdyrkning.

Landmændene er klar

I USA er hampdyrkning til medicinsk cannabis en kæmpe milliardindustri.

Og det er ikke gået viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lars Hvidtfeldts, næse forbi. Faktisk er hamp et forretningsområde, der buldrer frem i en række lande omkring os, siger han.

»Hvorfor skulle vi ikke lige så godt kunne deltage i de forretningsmuligheder, der er omkring dyrkning af hamp, som så mange andre lande gør,« siger han og er glad for, at flere partier ser muligheder for mere hamp i dansk landbrug.

»Vi hilser det velkomment, når nogen samler ideen op og siger, at der er nogle forretningsmuligheder for en ny afgrøde, vi kan dyrke industrielt i Danmark,« siger Lars Hvidtfeldt.

300 hektar hamp i dag

På de danske marker er der i dag fyldt med de klassiske kornsorter havre, hvede, rug og byg. Og danske landmænd har høstet dem og en lang række andre afgrøder i flere hundrede år.

Anderledes forholder det sig med hamp på markerne.

I år 2015 var der ca. 300 hektar landbrugsjord, hvor der blev dyrket den lovlige industrihamp, der indeholder mindre en 0,2 procent af stoffet THC.

I Danmark er det tilladt at dyrke og høste hamp, når der er et så lavt indhold af THC i, da den dermed ikke kan bruges til at producere hash eller andre rusmidler.

Ekspert: Hamp er »rig på hele paletten«

Bodil Engberg Pallesen er seniorkonsulent i AgroTech, der hører under Teknologisk Institut og som beskæftiger sig med innovation inden for miljø, planter, fødevarer.

Hun arbejder til dagligt med at få hamp mere ind i landbruget, og hun har beskæftiget sig med hampdyrkning i 20 år.

Og den »fantastiske og multifunktionelle afgrøde« er noget, vi i Danmark burde prioritere højere, mener hun og ser meget store markedsmuligheder, hvis man fra såvel industrien som landbrugets side investerer mere i hamp.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Den grønne plante med de karakteristiske spidse, takkede blade har ifølge Bodil Engberg Pallesen en masse gode egenskaber, da det er en afgrøde, der kan konkurrere overfor ukrudt og ikke kræver sprøjtemidler.

»Den har nogle af de bedste fibre, olier og proteiner. Den er rig på hele paletten, og man kan bruge den til mange ting,« siger hun.

Industrihampen bliver i dag brugt i fødevarer, kosttilskud og medicin-formål, byggematerialer til huse, inderpaneler i biler og anvendelse til tekstiler i tøj.

Lovgivningen på hampområdet tillader i dag, at landmænd må høste planten med henblik på at lave fibre og fødevarer.