Flere kvinder sætter sig i borgmesterstolen

19 borgmestrene i de 92 afgjorte kommuner er kvinder. Det svarer til hver femte af landets borgmestre.

 
Det Konservative Folkeparti får 46 procent af stemmerne i Lyngby-Taarbæk Kommune. Se i videoen en kommentar fra Borgmester Sofia Osmani. Video: Berlingske. Redigering: Alma Vrå Hjorth Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens seks kommuner fortsat ikke har udpeget en borgmester, er der allerede slået rekord for antallet af kvindelige borgmestre siden kommunalreformen i 2007.

I 19 af de 92 kommuner, hvor konstitueringen er på plads, er der kvindelige borgmestre fra årsskiftet. Det er fem flere end ved valget i 2017 og syv flere end i 2013.

Københavns kommende overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S), og otte andre er nyvalgte, mens Dorte West (V) og Britt Jensen (S) har siddet på posten i en periode op til valget.

Otte kvinder er blevet genvalgt, heriblandt socialdemokraten Christina Krzyrosiak Hansen, hvis parti sikrede absolut flertal med 19 ud af 31 mandater i Holbæk Kommune.

I København er kun Hæstorp Andersen talt med. Dermed er de forskellige ressortborgmestre ikke inkluderet i optællingen.

Selvom der er tale om en markant stigning, er niveauet stadig lavt, mener Roger Buch, der er valg- og kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

»Oprindeligt var partierne mandeklubber. Kvinder har skullet kæmpe sig ind i de her mandeklubber, og to tredjedele af partimedlemmerne er stadig mænd.«

»Det er også sådan, at vælgerne på valgdagen primært sætter kryds ved mændene. Det er også med til, at der er så få kvinder både som menige kommunalpolitikere og borgmestre,« siger han.

Før alle de personlige stemmer er på plads, forventer Roger Buch, at kvinderne vil sætte sig på en større andel af byrådspladserne end hidtil.

Med Christina Krzyrosiak Hansen som spidskandidat er Socialdemokratiet buldret frem i Holbæk.

Og i Lyngby-Taarbæk har De Konservative med Sofia Osmani i spidsen også sikret absolut flertal.

Hvor man i mange år har talt om bykonger, kan man efterhånden begynde at tale om bydronninger, mener Roger Buch.

Sammen med de øvrige udpegede borgmestre kan Hansen og Osmani måske bane vejen for endnu flere kvinder på borgmesterposter.

»Jeg tror, at det, at kvinder i større omfang bliver borgmestre, er med til at inspirere andre kvinder til også at ville være borgmester.«

»Men det er inde i partierne, man skal sikre det. Det er ved at blive spidskandidat, man bliver borgmester. Det er i virkeligheden ikke ved at få en masse stemmer hos vælgerne.«

»Det handler om at blive spidskandidat. Om kampen internt i partierne,« lyder det fra valgforskeren.

/ritzau/