Med fire timer tilbage af valghandlingen har fire ud af ti vælgere sat deres kryds allerede.

Det viser en stikprøve, som Ritzau har foretaget blandt 15 kommuner med mere end 688.000 stemmeberettigede.

Her viser et vægtet gennemsnit, at valgdeltagelsen indtil videre lyder på 41,5 procent.

Det kan sammenlignes med valget for fire år siden, hvor der var indløbet stemmer fra 44,9 procent af vælgerne i en tilsvarende stikprøve i de samme kommuner.

Omvendt var der på samme tidspunkt ved valget i 2017 kun 39,4 procent, der havde stemt.

Men meget kan ændre sig i de kommende timer, der traditionelt er dem, hvor flest afgiver deres stemme.

Det vurderer valgforsker Kasper Møller Hansen, der er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet.

- Vi ved, at rigtigt mange stemmer mellem 16 og 18.30, når de har fået fri fra arbejde, og det bliver interessant at se, om vi får det samme mønster at se denne gang.

- Men det er også nødvendigt, hvis vi skal overgå valgdeltagelsen fra 2021. Ellers så risikerer vi, at den får et nyt hak nedad, siger han.

Ved valget i 2017 blev hele 18 procent af stemmerne afgivet i tidsrummet mellem klokken 16 og klokken 18.

Ved det seneste valg i 2021 var vælgerne af hensyn til risikoen for coronasmitte dog blevet opfordret til at stemme per brev eller på et tidspunkt, hvor der normalt ikke var kø ved stemmestederne.

Det var formentlig medvirkende til, at der kun var knap 13 procent, der stemte mellem klokken 14 og klokken 16.

Den endelige stemmeprocent endte ved det seneste valg på 67,2 procent. I 2017 lød valgdeltagelsen på 70,8 procent.

/ritzau/