Fire linjer giver Peter Loft forklaringsproblem

Skattesagskommissionen ramte et ømt punkt på Skatteministeriets tidligere departementschef Peter Loft, da man i dag fokuserede på de fire linjer, som han ønskede tilføjet i afgørelsen om Helle Thorning-Schmidt og ægtefællen Stephen Kinnocks skatteforhold.

Tidligere departementschef Peter Loft afhøres af Skattesagskommissionen for anden gang. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Skatteministeriets tidligere departementschef Peter Loft blev prikket grundigt i det, der ligner akilleshælen i hans forklaring, da han i dag, 13. maj, blev afhørt af skattesagskommissionen.

Loft er en af skattesagens centrale personer, fordi han var departementschef i det ministerium, som med daværende skatteminister Troels Lund Poulsens (V) i spidsen, beskyldes for at blande sig i Skat Københavns afgørelse af Helle Thorning-Schmidt (S) og ægtefælle Stephen Kinnocks skatteforhold tilbage i sommeren 2010. Selv om afgørelsen ene og alene var Skat Københavns.

Den erfarne departementschef belastes især af, at han på et møde 13. september 2010 gav Erling Andersen, Skat Københavns daværende direktør, og skattedirektør Lisbeth Rasmussen nogle linjer, som han ønskede tilføjet i afgørelsen. Det giftige er, at linjerne ifølge Skats chefer var en utvetydig hentydning til rygterne om Kinnocks homoseksualitet. Derfor afviste de Peter Lofts ønske, har de begge forklaret kommissionen.

Men hverken hentydningen eller den voldsomme reaktion genkender Peter Loft.

»Vi har ikke diskuteret rygter eller seksuelle præferencer. Jeg er meget uenig i den udlægning,« sagde Peter Loft, da han i dag og for anden gang blev afhørt af undersøgelseskommissionen.

Fire berømte linjer

Linjerne blev sidste år kendt i offentligheden som de fire linjer med følgende ordlyd:

»Skat har sammenholdt de oplysninger, du og din repræsentant har indgivet, med de oplysninger Skat selv er i besiddelse af eller har indhentet. Skat finder på denne baggrund at kunne verificere de afgivne oplysninger, som yderligere bestyrkes af de oplysninger, som du og din repræsentant har afgivet om jeres erhvervs- og familiemæssige forhold.«

Ifølge Peter Loft skal man være noget af en blodhund for at læse homorygter ind i linjerne. Han betoner også, at de alene skulle understrege Skats grundige sagsbehandling over for de journalister og andre interesserede, som, de forventede, ville gennemgå skatteafgørelsen med en lup.

Men den argumentation angreb kommissionens udspørger, advokat Lars Kjeldsen.

Han påpegede, at Skat Københavns afgørelse i forvejen understreger grundigheden. Og hvorfor skulle linjerne med, når de - bortset fra den afsluttende bemærkning om Thorning og Kinnocks familie- og erhvervsmæssige situation - mindede så meget om Skats egen tekst?

»Jo, derfor undrede det også mig, at man ikke kunne lave et koncentrat og skrive det indledningsvist.«

Ville skrive beviserne tydeligt

Lars Kjeldsen krævede flere gange svar på, hvorfor Lofts linjer skulle gøre Skats afgørelse bedre og mere kommunikerbar. Mens han sad i undersøgelseskommissionens sorte stol, kredsede Peter Loft længe om, at linjerne skulle fremhæve undersøgelsens grundighed.

Men hvorfor var Skats Københavns tekst ringere end Peter Lofts forslag, indvendte Lars Kjeldsen?

»Min tanke var, at beviserne - det afgørende for at afgørelsen ikke kan falde anderledes ud - skulle samles og skrives tydeligt ét sted. Jeg ville bare tydeliggøre teksten. I mine øjne gør det ikke noget, at noget står to steder,« svarede Peter Loft.

Derefter undrede Lars Kjeldsen sig over, at Erling Andersen skulle stilles til regnskab for, at linjerne ikke var med i den endelige afgørelse. Den fik Peter Loft i Københavns Lufthavn, da han kom hjem fra en tjenesterejse til Istanbul 16. september 2010.

Jesper Skovhus Poulsen, koncerndirektør i Skatteministeriet, var med på rejsen og forklarede sidste år kommissionen, at departementschefen bandede og svovlede, da han i bilen på vej ind til ministeriet opdagede, at de fire linjer ikke var med i afgørelsen. Peter Loft havde en klar forventning om, at det var aftalen. Derfor bad han allerede i bilen Steffen Norman Hansen, produktionsdirektør i Skatteministeriet, ringe til Skat Københavns direktør.

Peter Loft tyggede i dag lidt på ordene »stille til regnskab«.

»Vi spørger ham, og så er den ikke længere,« sagde han.

Ok, men Lars Kjeldsen påpegede så, at telefonsamtalen mellem Steffen Norman Hansen og Erling Andersen varede hele køreturen fra lufthavnen til Christianshavn, hvor Skatteministeriet ligger. Turen tager omkring ti minutter. Altså ER den en hel del længere.

»Jeg kan ikke komme det meget nærmere,« svarede Peter Loft blot.

Afhøringen af Peter Loft fortsætter i morgen.