Fire folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti forlader partiet i protest

Mindre end en måned efter valget af Morten Messerschmidt som ny DF-formand melder fire folketingsmedlemmer sig ud af partiet i protest. Det fortæller de i et interview med Berlingske.

 
Se øjeblikket, hvor Morten Messerschmidt blev udråbt som formand for Dansk Folkeparti. Video: Ritzau/Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Karina Adsbøl, Lise Bech, Liselott Blixt og Bent Bøgsted er alle fire fortid i Dansk Folkeparti.

De fire folketingsmedlemmer har mandag aften sendt deres udmeldelse af partiet til DFs ledelse, fortæller de i et større interview med Berlingske, som bliver publiceret senere på aftenen.

Hovedårsagen til udmeldelserne er partiformand Morten Messerschmidts ledelsesstil.

De fire nu forhenværende medlemmer af DF siger samstemmende til Berlingske, at de føler sig marginaliseret i partiet, mens Messerschmidts støtter under formandskampen er blevet favoriseret.

Samtidig kritiseres partistifter Pia Kjærsgaard for at være en del af problemet.

»Jeg melder mig ud af Dansk Folkeparti. Jeg er stadigvæk DFer i hjertet, men jeg kan ikke se mig selv i partiet mere,« siger Liselott Blixt, der har siddet i Folketinget siden 2007 og indtil nu har været medlem af partiets ledelse på Christiansborg.

»Jeg kan godt klare dårlige meningsmålinger, men jeg kan ikke klare det arbejdsmiljø, jeg er i. Jeg smækker ikke med døren, men jeg kan personligt ikke være i det længere,« siger Karina Adsbøl, der har været folketingsmedlem siden 2011.

Berlingske arbejder på at få en kommentar fra Morten Messerschmidt og Pia Kjærsgaard.

Kritikken af Messerschmidt er ikke ny. Da han blev valgt som formand for DF, blev han spurgt, hvordan han vil håndtere og samle en folketingsgruppe, hvor flere af hans partifæller har brugt ord som »manipulatorisk« om ham.

»Der må være flere elementer i det. Det ene er selvfølgelig at vise i hverdagen, at man afkræfter de bekymringer, der måtte være. Og så handler det også om, at vi på tomandshånd genfinder en tillid, sådan at vi finder ud af, hvor vi har hinanden, og hvordan vi samarbejder bedst,« sagde Messerschmidt.

Opdateres …