Find de andre – ikke dig selv

Vi er ved at drukne centrale menneskelige værdier og vores moralske integritet i coaching-kulturens forpustede jagt på selvudvikling og selvrealisering. Psykologiprofessor Svend Brinkmann kalder til konservativt oprør i ny bog. Politiko har interviewet ham.

»En dag satte jeg mig ned og vendte alle de her selvhjælpsslogans, man hører hele tiden, på hovedet, og de lød mindst lige så rigtige, og så er der oven i købet forskningsmæssigt belæg for dem. Jeg bruger selvhjælpsbogens genreform i et opgør med selvhjælpsbogen,« fortæller Svend Brinkmann, der er professor i psykologi på Aalborg og Bergens Universitet. Fold sammen
Læs mere

Fyr din coach. Sig nej til personlig udvikling. Drop selvhjælpsbøgerne og troen på, at du inden i dig har et helt unikt selv, det for alt i verden gælder om at realisere. Det er budskabet i en ny bog fra psykologiprofessor ved Aalborg og Bergens Universitet, Svend Brinkmann.

»Stå fast« hedder den, og over syv kapitler hjælper den læseren til at holde op med at fokusere på sig selv, blive mindre positiv og sige mere fra. Bag bogen gemmer der sig en original samfundskritik, som både går i clinch med 68erne og med HR-ideologien rundt omkring i danske virksomheder. Politiko tog nejhatten med og spurgte Brinkmann, hvad han er ude på.

»Det er blevet en etableret sandhed, som ingen sætter spørgsmålstegn ved, at vi skal udvikle os. Politikerne laver reformer hele tiden, og på vores arbejdsplads er der et konstant krav om innovation og udvikling af kompetencer, hvor selv de ting, der fungerer, også skal laves om. Personlig udvikling er blevet en tvang. Vi burde spørge, om der ikke er grænser for, hvor meget udvikling, man kan kræve af individet. Hvorfor er 8-10 pct. af os på antidepressiv medicin? Hvorfor er sygefraværet pga. stress og depression så højt? Måske er det, fordi vi mangler evnen til at stå stille og forankre os. Vi er blevet besatte af ideen om, at når noget er nyt, er det bedre i sig selv. Jeg tror, at vi spilder unødigt mange ressourcer på det. Og i sidste ende truer det både individet og fællesskabet,« siger Brinkmann.

Hvorfor tror du, at vi har fået så stort fokus på personlig udvikling og selvrealisering?

»Vi lever i et flydende samfund, hvor virksomheder og organisationer hele tiden skal forandre og udvikle sig for at følge med markedet. Industrisamfundets mere eller mindre stabile produktion af varer står ikke længere i centrum af vores samfunds­økonomi. Nu producerer vi services, præferencer og begær – forandring. Og på den anden side har 68-generationens projekt om frigørelse og selvrealisering sejret ad helvede til, så den reelle frigørelse, der var i det, i dag er blevet til et samfund, hvor alle er forhippede på at pleje deres egne interesser og lyst, konstant ser ind i sig selv og på sin egen personlige udvikling. Er jeg den bedste udgave af mig selv, spørger vi hele tiden.«

Hvorfor skal jeg stå fast?

»Du skal stå fast, fordi du har nogle pligter der, hvor du er, til venner, familie, børn, kollegaer og de projekter, du har sagt ja til. Hvis du hele tiden er på vej til at lave dig selv om, kan du ikke realisere dine forpligtelser. Og det er dem, der gør dig til den, du er, ikke en eller anden særlig unik kerne inden i dig – for det har du ikke. Men det er ikke kun de nære relationer, man skal værne om. En politiker, der kæmper for nogle idealer, eller en erhvervsleder, som har opbygget en virksomhed, som en masse mennesker er afhængige af, skal også stå fast.«

Hvad sker der, hvis jeg ikke står fast?

»Så mister du din integritet – altså, at være den samme over tid og sted. Hvis du ikke står fast på det, der har betydning for dig og de forpligtelser, du har til andre, kan du ikke få en identitet. Han, der vågner op hver morgen og tænker, hvem skal jeg være i dag, kan aldrig indgå i moralsk forpligtende relationer til andre. Det, han lover den ene dag, kan han bare smide fra sig den næste, for det var jo den, han var i går, som udstedte det løfte. Det er selvfølgelig sat på spidsen, men i princippet er det det, der sker, når man går til coach for at finde ud af, »hvad ens inderste, rigtige mål er«. Også her gælder det om at lægge alt andet fra sig, hele ens historie og alle ens forpligtelser, for at man kan blive sig selv.«

Men er udvikling ikke et vilkår?

»Jo, udvikling er et vilkår. Det har vi vidst siden Darwin – intet er stabilt, ikke engang vores eget genom. Men netop derfor skal vi arbejde på at forblive den samme. Det kan godt være, at dine børn ser TV på en anden måde, end du selv gjorde, da du var barn, men det er ikke det samme som, at der ikke er nogle værdier i din relation til dine børn, som gik igen, da du selv var barn, eller for 2.500 år siden, da Aristoteles beskrev forholdene i familien. Du er forpligtet til at opdrage dine børn til at blive myndige borgere, der kan træffe selvstændige beslutninger under hensyn til andre borgere. Det er ikke pludselig blevet umoderne.«

Men kan du ikke forstå at mange af os er bange for at miste jobbet, hvis vi ikke siger ja til det næste kursus, der skal udvikle vores kompetencer og personlighed?

»Jo, selvfølgelig. Og det er det allermest ødelæggende ved selvudviklingskulturen – den frygt, der driver os. Der skal vi opdrage hinanden til at fejre forskellighed. Det siger vi ganske vist også, at vi gør, men når man ser ned over rækken af stillingsopslag, leder alle virksomheder efter en ’fleksibel og omstillingsparat medarbejder, som har mod på faglig og personlig udvikling’. Man søger ikke en, der står fast og som har en dyb erfaring, men en, som kan formes og udvikles. Men for at organisationer kan fungere, skal der også være nogle, som ikke fiser rundt og forandrer alting hele tiden. Organisationer skal ikke hele tiden tænke ud af boksen, de skal gøre det på baggrund af et fundament, de står fast på. Og som skal være personer, der varetager det fundament. Hvis vi kun tænker ud af boksen, bliver alt til luftkasteller.«

Du taler om at stå fast, gøre sin pligt, tage vare på sin integritet, om det gode ved tradition og erfaring – er du konservativ?

»Ja, det er jeg da nok, men ikke nødvendigvis i partipolitisk forstand. Det Konservative Folkeparti kunne sikkert godt få noget ud af det her, men der er også noget i den, de ikke kan bruge, og som venstrefløjen ville kunne tage til sig. Bogen er jo også en kritik af kapitalismen. Mit synspunkt er i den forstand politisk uafhængigt, og kan gribes alle mulige steder fra. Jo, det er konservativt, men man kan også være en venstreorienteret konservativ.«

Du er ikke bare sur på samfundet?

»Haha…Jeg er nok lidt for sur. Nej, en vigtig pointe mellem linjerne i bogen er, hvor vigtig humor og selvironi er. Men der er et tragisk element i livet, som vi bare ikke er ret gode til at tale om – at vi bliver syge, gamle og dør, og vi kommer til at miste nogle, vi elsker – men vi har ikke længere nogen filosofi om det, for alt handler om »ja« og positivitet. Min pointe er ikke, at man ikke må glæde sig over livet, men at man glæder sig meget mere over livet, når man erkender, at det er endeligt. At de relativt få dage, hvor det meste går godt, er fantastiske.«

Hvordan skal vi blive bedre til at tale om det tragiske i livet?

»I min bog trækker jeg meget på de antikke græske og romerske stoikere, som netop udviklede en livsfilosofi, hvor kerneindsigten er, at du er dødelig, og måske skulle du slå dig til tåls med den, du er, og der, du er, og hvor der er masser af øvelser til at tøjle sine følelser, se tingene i et større perspektiv, vænne sig til modgang osv. Vi kan lære af stoikerne.«

I protestantisk kristendom er der jo også masser af betoning af endelighed og tab og pligt. Hvorfor er det ikke den vej, du foreslår?

»Det kan også sagtens være vejen for mange at komme i en kirke og være en del af det fællesskab og leve sig ind i den rige tradition for tilværelsestolkning, som er der.«

Hvorfor er det ikke det for dig?

»Det er det bare ikke. Jeg er som Jürgen Habermas (tysk filosof, red.) religiøst umusikalsk. Og så har stoicismen den fordel, at den er relativt politisk og religiøs neutral, og derfor kunne fungere godt i det samfund, vi har, og som vi især er på vej til, hvor flere kulturer og religioner skal leve ved siden af hinanden. Man kan være en kristen, muslimsk og buddhistisk stoiker – og en ateistisk stoiker.«